Skip to main content
DA / EN

Studerende og virksomheder dater hinanden

SDU-studerende mødes i dag med store danske virksomheder som Novo Nordisk og Lego, når netværksarrangementet Company Dating løber af stablen i Odense

Studerende fra Syddansk Universitet har i dag en unik mulighed for at sælge sig selv over for store virksomheder som Novo Nordisk, Danfoss og Lego, når netværksarrangementet "Company Dating - Meet your future" finder sted på SDU Odense.

Arrangementet består dels af datingsessions mellem studerende og virksomheder af 30 minutters varighed. Studerende og virksomheder er blevet sat sammen, så de studerendes uddannelse og kvalifikationer matcher virksomhedernes ønsker og behov efter medarbejdere. Hele 300 studerende havde forinden søgt om at deltage, og heraf blev 32 screenet og udvalgt.

- Jeg kender ikke til andre universiteter, der laver noget lignende. Ofte mødes de studerende og erhvervslivet bare for at netværke, men vi får dem til at mødes omkring konkret fagligt indhold. De studerende skal blandt andet løse en opgave for virksomheden forud for samtalen, siger Christian Vester Nielsen, erhvervskonsulent hos SDU Erhverv, der står for arrangementet.

Udover datingsessions vil der også være et netværksområde, hvor alle interesserede studerende - nuværende som tidligere - kan netværke med 20 forskellige virksomheder.

- Interessen fra både de studerende og virksomhederne er så stor, at jeg allerede nu har en klar forventning om, at vi gentager arrangementet til næste år, siger Christian Vester Nielsen.

"Company Dating - Meet your future 2014" finder sted klokken 11-15 på og omkring Campustorvet, SDU Odense. På arrangementets Facebook-side har 655 studerende i skrivende stund tilkendegivet, at de deltager.

For yderligere information kontakt Christian Vester Nielsen, erhvervskonsulent SDU Erhverv, tlf. 65504594, chrvn@sdu.dk.

Billedet er fra Company Dating 2013.

Redaktionen afsluttet: 12.11.2014