Skip to main content
DA / EN
Klimaforskning

SDU etablerer nyt klimacenter

Syddansk Universitet vil i løbet af 2022 have et klimacenter, der skal fremme banebrydende og excellent klimaforskning og -uddannelse på tværs af alle fakulteter og dermed understøtte et klimabevidst og bæredygtigt samfund.

Af Nicolai Lynge Clausen , , 31-05-2021

Danmark og resten af verden står over for en stor udfordring i at få bremset klodens klimabelastning. Et vigtigt led i arbejdet mod et klimabevidst og bæredygtigt samfund er forskning og uddannelse i nye teknologier og implementeringen af disse.

Derfor har SDU valgt at etablere et nyt tværfagligt klimacenter, der bygger på og samler dyb fagdisciplinær viden og udvikler tværvidenskabelig indsigt på højeste internationale niveau til fremme af omstillingen til et lavemissionssamfund.

SDU vil med centret bidrage med grundforskning og konkrete løsningsforslag til de langsigtede samfundsmæssige, teknologiske og politiske klimaudfordringer igennem en koordineret og tværfaglig indsats.

Videnskaben skal ud at leve, hvor det gavner

Ifølge klimaprofessor og prorektor på SDU Sebastian Mernild er det altafgørende, at der handles, og det skal centret bidrage til.

- Der er et akut samfundsmæssigt behov for at bringe videnskab til bordet, så vi kan få en bedre forståelse af, hvordan klimaet ændrer sig, en bedre forståelse af konsekvenserne af et ændret klima, og en bedre forståelse af hvordan vi kan tilpasse os og afbøde nogle af de konsekvenser, klimaforandringerne medfører.

- Og så er det mindst lige så vigtigt at kigge på, hvordan klimaforandringer påvirker os mennesker fra humanistiske og samfundsvidenskabelige vinkler. Med centret rækker vi ud mod fællesskabet – og ud mod alle fem fakulteter på SDU – fordi vi gerne vil skabe den tværfaglige forståelse og få forskningen ud at leve i samarbejde med erhvervslivet, så der kan træffes politiske beslutninger på et oplyst grundlag, siger Sebastian Mernild.

Internationalt niveau

Centret forventes at markere sig nationalt såvel som internationalt ved at huse en række større forskningskonsortier og -projekter, etablere tværfaglige forsknings- og samfundsmæssige netværk samt en fagligt bredt sammensat gruppe af nationale og internationale forskere i international topklasse.

På længere sigt skal centret danne ramme om uddannelser på kandidat- og Ph.d.-niveau, samt efteruddannelse, hvor der ligeledes tilstræbes en tværfaglig profil, og hvor studerende efter uddannelsen kan agere i en kompleks verden med mange modsatrettede problemstillinger indenfor klimaforandringer.

I starten af 2022 ansættes en leder for centret, der forventes at åbne i løbet af 2022. Klimacentret placeres fysisk og organisatorisk hos DIAS - Danish Institute for Advanced Study – ved SDU.

Vil du vide mere?

Læs mere om SDU Climate Cluster


Redaktionen afsluttet: 31.05.2021