Skip to main content
Danmarks første salmebog

Salmesang i 450 år

Syddansk Universitetsbibliotek har det eneste komplette eksemplar her i landet af Danmarks første officielle salmebog.

Af Bente Dalgaard, , 29-11-2019

” Den Signede dag med fryd vi ser” er en af de mest populære salmer i salmebogen, og den har været med, lige siden Danmark fik sin første officielle salmebog.

Dog i en lidt anden udgave end Grundtvigs senere omskrivning af den gamle nordiske dagvise. For Den danske salmebog udkom allerede i 1569.

Syddansk Universitetsbibliotek har markeret 450-års jubilæet med foredrag om salmebogen. Biblioteket ligger nemlig inde med det eneste komplette eksemplar af værket her i landet.

Den gamle salmebog kom til Odense fra Herlufsholm Skole i 1969. Dengang var byens unge universitet i gang med at opbygge sit eget bibliotek og købte derfor en række særsamlinger. En af de største bestod af 40.000 bind fra biblioteket på Herlufsholm Kostskole.

Udgiveren af den første fælles salmebog hed Hans Thomissøn. Han var sognepræst ved Vor Frue Kirke i København, og Frederik 2. pålagde ham at udgive en salmebog til brug for almenheden, ligesom alle kirker i Danmark og Norge blev pålagt at anskaffe den.

– Thomissøns salmebog er central i Danmark og Norges kirkelige, musikalske og litterære kulturarv, og mange af dens melodier og tekster er stadig i brug. Det er et prægtigt værk, smukt trykt med noder til 217 af de 268 salmer, siger Mogens Kragsig Jensen, der er historiker og forskningsbibliotekar på Syddansk Universitetsbibliotek.

Gå til Universitetsbiblioteket

Redaktionen afsluttet: 29.11.2019