Tvang på de danske hospitaler

Børnerådet sætter i deres nye rapport ’Jeg er ikke min sygdom’, fokus på tvang af børn på de danske hospitaler. Rapporten beskriver hvordan der årligt indlægges ca. 140.000 børn, hvoraf hvert femte barn oplever, at de udsættes for undersøgelser, prøver eller medicinering mod deres vilje.

Selvom voksne let kan affeje en blodprøve, med bemærkningen ”Det er jo bare et lille stik”, er det ikke i lige så vid udstrækning tilfældet hos børn. Oplevelsen af at blive stukket mod sin vilje, kan være yderst ubehagelig og traumatiserende for barnet, og kan forplante sig som en dårlig, psykisk oplevelse som påvirker det næste hospitalsbesøg.

I en artikel bragt hos Politiken udtaler ledende overlæge og formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, Pernille Rasthøj Mathiesen, at alle fagpersoner som arbejder med børn i sygehusvæsenet skal kende til disse resultater, så der kan gøres noget. Hun mener at tvang både kan og skal undgås, når der ikke ligefrem er tale om noget livstruende.
For denne tvang kan have konsekvenser. Forskning har vist, at traumer hos børn tidligt i livet kan påvirke barnets biologiske, emotionelle, sociale og kognitive funktionsniveau, både på kort og langt sigt.

I forbindelse med Videnscenterets konsensuskonference om småbørnstraumer, som blev afholdt i januar 2012, holdte professor Kanwaljeet Anand fra Stanford University, et oplæg vedr. smerte og børn.
Han præsenterede blandt andet fundet af, at småbørn udviste en langt bedre tolerance overfor nålestik hvis de var placeret på deres moders bryst, når nålestikket blev foretaget.

I forbindelse med konferencen blev der etableret en tværfaglig arbejdsgruppe som har udarbejdet følgende rapport om vurderingen af småbørnstraumer.
Er du derudover interesseret i at vide hvad professor Kanwaljeet Anand, og resten af forskerne fra konferencen, yderligere er kommet frem til, har du mulighed for at købe en dvd fra konferencen ved at kontakte os på denne mail.

Taget i betragtning af, at det i skrivende stund er 5 år siden at disse resultater blev præsenteret, er det skræmmende at de ikke har vundet indpas hos det danske hospitalsvæsen. Man kan derfor blot håbe på, at den nuværende opblomstring af emnet i medierne, kan resultere i bemærkelsesværdige ændringer til det bedre.