Små børn og PTSD

Kan små børn få posttraumatisk stress? Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Videnscenter for Psykotraumatologi, har op mod halvdelen af de børn som har været udsat for traumatiske oplevelser i deres barndom, PTSD.

Lørdag d. 13/5 2017 blev artiklen ’Selv små børn kan få posttraumatisk stress’ udgivet i Kristeligt Dagblad. Artiklen er blevet til på baggrund af en nyere undersøgelse af 80 børn, i alderen et til seks år, foretaget af Videnscenterets ph.d.-studerende Sille Schandorph Løkkegaard og professor Ask Elklit, samt psykolog Sarah Agnete Bonnemann Egebæk, som er tilknyttet Januscentret i København.  De 80 børn havde alle været udsat for traumatiske oplevelser i deres barndom, og blev undersøgt for PTSD og andre psykiske lidelser. Resultaterne fra undersøgelsen viste, at op mod halvdelen af disse børn havde udviklet PTSD, samt at 80 % havde en anden psykisk lidelse såsom depression eller angst.

Videnscenterets ph.d.-studerende Sille Schandorph Løkkegaard, som er hovedpersonen bag undersøgelsen, pointerer at man tidligere ikke troede at små børn blev påvirket af traumatiserende oplevelser, fordi de ikke var i stand til at huske dem. Forskningen viser dog på nuværende tidspunkt, at det modsatte er tilfældet og hun fremhæver derfor vigtigheden af, at børnene omgås voksne som kan hjælpe dem og er i stand til at håndtere deres situation.
Videnscenterets professor Ask Elklit, betegner den nye viden som yderst vigtig, blandt andet ift. børnenes behandlingsforløb. Har børnene flere psykiske lidelser på samme tid, er der nemlig brug for en mere omfattende behandling. En behandling som gerne skal ske så hurtigt som muligt, f.eks. gennem lege- og tegneterapi, så børnene ikke plages af følgerne senere i livet.

 Du kan læse den online version af artiklen her. Vær dog opmærksom på, at der kræves et login for at læse hele artiklen.