Samarbejdsaftale indgået mellem CSM Danmark og Videnscenter for Psykotraumatologi

Øget fokus, rettet mod dokumenteret høj effekt af behandling af incestofre, kan være med til at skabe flere behandlingspladser hos Center for Seksuelt Misbrugte.

For nylig blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet og Center for Seksuelt Misbrugte (CSM), der befinder sig i hhv. Jylland, Fyn og Sjælland. De tre regionale centre for Seksuelt Misbrug; CSM Øst, Syd og Midt-Nord tilbyder hjælp til voksne med senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen. Videnscenter for Psykotraumatologi og Center for Seksuelt Misbrugte har allerede haft et længevarende samarbejde.
Resultaterne af undersøgelsen af de tre regionale centre om incestofre i behandling, foretaget af Videnscenteret for Socialministeriet i perioden 2013-2015 viste, at behandling af ofrene havde en stor effekt. Videnscentrets professor Ask Elklit har tidligere udtalt sig i medierne omkring problematikken af den lange ventetid til behandling af voksne med senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen. Der ses et ønske fra begge parter om at skærpe fokus på vigtigheden af en hurtig behandling.