Podcast om trafikdrab og dets eftervirkninger

Hvordan er det at leve livet, efter man har kørt et andet menneske ihjel i trafikken?

Omkring 180 mennesker mister livet i trafikken hvert år. En stor del af ulykkerne skyldes uopmærksomhed eller kørsel under påvirket tilstand, eller en kombination af uheldige omstændigheder. Journalisten Christoffer Richard Møller præsenterer en podcast, som handler om, hvad der sker for mennesker, der har kørt et andet menneske ihjel. Podcasten belyser eftervirkningerne fra en traumatisk oplevelse og gør os opmærksom på, hvor vigtigt det er at få professionel hjælp til bearbejdelse af følelser og tanker, der opstår efter man er blevet udsat for et psykisk traume.

Ask Elklit, professor i klinisk psykologi og leder af Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet, fortæller om, hvad trauma gør ved mennesker. Hans langvarige interesse for ofrene og deres traumereaktioner har været med til at danne grundlag for hans banebrydende forskning indenfor traumatisering og dens betydning for menneskets liv. Der bør være ren mere tilgængelig hjælp at hente for mennesker efter alvorlige trafikulykker. Rigtig mange mennesker ville have gavn af psykologhjælp med det samme. Det værste man kan gøre som et menneske er at kæmpe med problemerne i stilhed.