Ofre for seksuelle overgreb reviktimiseres ikke af at deltage i forskning

Tager ofre for seksuelle overgreb skade af at deltage i forskningsprojekter? Det er det, som et nyt studie fra Videnscenter for Psykotraumatologi har forsøgt at undersøge ved netop at lade ofre for seksuelle overgreb deltage i deres forskningsprojekt.

Der har længe været en etisk debat i forhold til hvorvidt det kan skabe unødvendigt ubehag og måske endda skade at involvere sårbare personer (som f.eks. ofre for seksuelle overgreb) i forskningsprojekter.

Derfor startede Louise H. Nielsen, Maj Hansen, Ask Elklit og Rikke H. Bramsen fra Videnscenter for Psykotraumatologi et forskningsprojekt, der undersøgte hvordan ofre for seksuelle overgreb havde det med at deltage i forskning. Resultaterne fra interviews med ofre indikerede at størstedelen af dem, der havde deltaget i studiet, så deltagelsen som en positiv oplevelse, der kun gav en lille grad af kort- eller langvarig psykologisk eller fysiologisk ubehag. Yderligere viste studiet, at over halvdelen af dem, der havde deltaget, berettede om deciderede fordele ved at have deltaget. Fordelene kunne f.eks. være at de følte, at deltagelsen i forskningsprojektet hjalp dem med at føle sikkerhed, at reflektere og med at få bedre styr på, hvordan de havde det.

Data fra dette studie bekræfter at det ikke skal betragtes som værende uetisk at spørge ofre for seksuelle overgreb, om de vil deltage i traumefokuseret forskning. Deltagelsen i sig selv sætter ikke ofrene i risiko for reviktimisering.
Dette er utrolig vigtig viden, da forskning i traumer i forbindelse med f.eks. seksuelle overgreb er essentiel for at kunne hjælpe ofre bedre med at kunne håndtere traumet og undgå ret reviktimisering.

 

Hvis man er interesseret i at læse den videnskabelige artikel, kan man kontakte Videnscenteret for at at få den tilsendt.