Skip to main content

Interessante internationale fund

Børn under opsyn af de sociale myndigheder har øget risiko for udvikling af psykiske vanskeligheder 

En ny undersøgelse peger på, at små børn der er kendt af de sociale myndigheder har øjet risiko for at udvikle psykiske vanskeligheder og samtidig sjældent får den fornødne hjælp.

En gruppe forskere fra Stanford University har undersøgt prævalensen af psykiske vanskeligheder og behandlingstilbud hos en større gruppe 0-3 årige, som har været under opsyn af de sociale myndigheder i USA grundet mistanke om misbrug. Der blev fundet generelt høje forekomster af kroniske sundhedsproblemer i gruppen og selvom tidligere studier har vist en gavnlig effekt af en tidlig indsats over for børn med psykiske problemstillinger blev under hver femte i denne undersøgelse, som inkluderede over 1000 børn, tilbudt direkte hjælp gennem forældre-træning. 

Blandt vores publikationer kan du finde undersøgelser der omhandler ’børn og unge’. Tidligere i år afholdt Videnscenter for Psykotraumatologi en international konsensuskonference omhandle identificering af traumer hos spædbørn, vi vil snarest udgive en rapport på området. Ved henvendelse til VfP er det desuden muligt at købe DVD-materiale, som indeholder foredrag fra konsensuskonferencen.

Kilde/Artikel reference: Horwitz, S.M. et.al (2012). Mental Health Problems in Young Children Investigated by U.S. Child Welfare Agencies. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, 51 (6).  DOI: 10.1016/j.jaac.2012.03.006.

 
Traumer i barndommen øger risikoen for depression og kronisk inflammationstilstand

Det har længe været kendt at kroppen går i inflammationstilstand, når den skades fysisk. Fx opstår der inflammationstilstand i halsen, når vi bliver forkølet. Det er vores immunforsvars naturlige selvmedicinering. Tidligere studier har også sammenkædet depression og inflammationstilstande, især blandt individer, der har oplevet meget stress i barndommen. Indtil nu har forskningen på området imidlertid været inkonsistent.

En netop afsluttet undersøgelse har søgt at lave om på denne inkonsistens og har fulgt en større gruppe kvindelige unge i 2 ½ år. Deltagerne var raske, men vurderedes at have høj risiko for at udvikle depression. I løbet af undersøgelsen blev deltagerne interviewet og fik taget blodprøver, hvor man holdt særligt øje med indikatorer på inflammationstilstande. Ligeledes blev deltagernes opvækst vurderet for stressorer som eksempelvis at leve i fattigdom, eller med en syg forælder.

Det blev fundet, at når individer med en barndom præget af stress blev deprimeret var depressionen ledsaget af en inflammatorisk tilstand. Der var ingen sammenhæng mellem depression og inflammatorisk tilstand hos personer, der ikke havde oplevet en traumatisk barndom. Resultatet bliver, at den gruppe unge, der er i en risikogruppe for at udvikle depression også kan være meget svære at behandle.

Et andet alarmerende fund i samme undersøgelse var, at der tilsyneladende er tale om en kronisk inflammationstilstand hos de personer, som havde haft en traumatisk baggrund og senere udviklede depression. Dette øger risikoen for andre livstruende sygdomme som diabetes og hjerteproblemer.

Traumers forbindelse til generelle sundhedsfaktorer er et forskningsområde i udvikling. Videnscenter for Psykotraumatologi har netop undersøgt sammenhængen mellem overgreb i barndommen, posttraumatisk stress symptomatologi og BMI. Læs vores nyudgivne publikation her. Under publikationer findes desuden en række undersøgelser om unge og posttraumatisk stresslidelse. Klik her.
 
Kilde/Artikel reference
: Miller, G.M & Cole, S.W. (2012). Clustering of Depression and Inflammation in Adolescent Previously Exposed to Childhood Adversity. Biological Psychiatry, 72 (1). DOI: 10.1016/j.biopsych.2012.02.034.

 
D-Cycloserine: Et muligt behandlingsfremmende stof i svære PTSD tilfælde

En gruppe forskere har undersøgt, hvorvidt klassisk eksponeringsterapi for posttraumatisk stresslidelse kan optimeres, ved samtidig behandling med D-Cycloserine.

D-Cycloserine er et stof, der promoverer neuroplasticitet og har ikke direkte behandlingseffekt, men idet traumatiske begivenheder og efterfølgende traumatisk stress kan ødelægge synaptiske forbindelser og tilmed reducere væv i visse strukturer i hjernen, forventes stoffet at kunne bedre udbyttet af eksponeringsterapi.

Forskerne fandt, at hos de patienter, der led af svær PTSD var der en større reduktion i symptomer hos den gruppe som modtog D-Cycloserine, sammenlignet med den gruppe der modtog placebo.

Undersøgelsen giver interessante behandlingsimplikationer. Flere lignende studier er dog krævet, førend det kan vurderes, om eksponeringsterapi kombineret med D-Cycloserine er en effektiv behandlingsform i tilfælde af svær PTSD.

Kilde/Artikel reference: de Kleine, R.A. et al. (2012). A Randommized Placebo-Controlled Trial of D-Cycloserine to Enhance Exposure Therapy for Posttraumatic Stress Disorder. Biological Psychiatry, 71 (11). DOI: 10.1016/j.biopsych.2012.02.033.)