Skip to main content

Forsøg med PTSD-behandling til terrorofre fra Paris påbegyndes

Ofre fra det nylige terrorangreb i Paris er blevet tilbudt at deltage i et nyt klinisk forsøg omkring behandling af posttraumatisk stress syndrom (PTSD). Her skal de over 6 uger indtage betablokere samt modtage samtaleterapi.

Studiet vil blive udført af professor Alain Brunet fra McGill Univeristy i samarbejde med Greater Paris University Hospital og et canadisk hold, der har designet en innovativ behandlingsform til PTSD  med betablokkere. 

12 forskellige hospitaler i Paris vil være en del af undersøgelsen, hvor 400 patienter – blandt andet ofre for terrorisme og det medicinske personale, der plejede dem – vil deltage.

Betablokkere bruges normalt til patienter med forhøjet blodtryk, men nyere forskning peger på, at blokering af neurotransmitterstoffet norepinefrin, der spiller en rolle i reguleringen af negative emotioner, kan være effektivt for op imod 65 % af patienter med PTSD. Alain Brunet siger, at betablokkerne sammen med samtaleterapi kan få de mest skræmmende minder til at virke mindre voldsomme og kan med tiden få dem til at forsvinde.

Patienterne vil over 6 uger få betablokkere en gang om ugen med en efterfølgende samtale med en psykoterapeut. Her skal de nedskrive det traumatiske minde, læse det højt og diskutere det med terapeuten. Håbet for forskerne er, at patienterne med tiden vil distancere sig fra mindet og desuden opdage, at oplæsningen af det traumatiske minde vil blive nemmere og nemmere med tiden. 

Videnscenter for Psykotraumatologi har naturligvis en stor interessere i forskning omkring behandling af PTSD og har gennem årene selv stået for en masse projekter omkring PTSD- behandling og effekt. Du kan finde en oversigt over vores publicerede artikler på området her og desuden kontakte os, hvis du har interesse i at modtage en eller flere af artiklerne. 

 

Læs mere om forsøget i den originale engelske artikel her