Afhøring i forbindelse med voldtægt

En voldtægt er en yderst traumatisk hændelse, og det er derfor vigtigt at man efterfølgende møder støtte og forståelse, samt får tilbudt den nødvendige hjælp. Anne-Ditte Nordmaj fik mandag d. 13/3 bragt en kronik i Politiken, hvori hun beskriver sin anmeldelse af en voldtægt. En anmeldelse som hun finder langt mere ubehagelig end selve voldtægten.

Mandag d. 13 marts, skrev Anne-Ditte Nordmaj en kronik i Politiken. I den beskrev hun sin oplevelse med politiet, efter en voldtægt som fandt sted for 6 år siden. Anne-Ditte var til fest og lå og sov, da hun pludselig vågner ved, at en af mændene fra festen tager kvælertag på hende. Hun gør modstand, men han presser en pude mod hendes ansigt og forgriber sig på hende.  

12 timer efter skal hun afhøres af en politimand. En oplevelse som Anne-Ditte finder langt mere ubehagelig end selve voldtægten. Hun følte sig udskældt og utryg under hele afhøringen, som afsluttes med en besked om at politiet ikke vil gå videre med sagen.

Hvad det lige præcis var der gjorde, at politimanden handlede på denne måde i dette tilfælde, kan vi kun gisne om. Forhåbentlig er der dog med tiden, blevet færre af Anne-Dittes tilfælde. I dag findes der nemlig 8 voldtægtscentre i Danmark, hvor voldtægtsofre kan få hjælp af flere forskellige faggrupper, som alle samarbejder. Videnscenterets professor Ask Elklit, var i sin tid med til at starte disse voldtægtscentre op, som efterfølgende er blevet en stor succes. De fleste af centrene har døgnåbent og modtager akut personer, som har været udsat for voldtægt eller andre seksuelle overgreb. Der er ingen betingelse om, at overgrebene skal politianmeldes og hvis man ønsker at være anonym, er det også en mulighed.

I menuen til højre kan du læse mere om, hvilke konsekvenser det kan have for et menneske at blive voldtaget. Du kan derudover læse mere om de danske voldtægtscentre her og her.