Veteraner får afvisning på erstatning for PTSD

Fire ud af ti veteraner får afslag på erstatning for PTSD med begrundelsen, at de ikke har oplevet noget tilstrækkeligt traumatiserende. Hver tredje veteran får afvisning, fordi symptomer eller PTSD kommer for sent. Hver ottende veteran får afvisning på erstatning med begrundelsen, at de ikke har PTSD alligevel.

Ugebrevet A4 har i den sidste tid publiceret en række artikler, der belyser hvordan mange veteraner får afslag på erstatning for PTSD. Baggrunden for afslag er f.eks. manglende dokumentation for tidspunktet, hvor de psykiske symptomer opstod, og at den traumatiske hændelse ikke var ’barsk’ nok.

Videnscenter for Psykotraumatologi har forsøgt at lave et overblik over artiklerne og dermed problematikken. Det er muligt at finde links til artiklerne i bunden af siden.

 Den 10. november 2016 publicerede Ugebrevet A4 en artikel, hvori de beskrev, hvordan 4 ud af 10 veteraner fik afslag på erstatning for PTSD, fordi hændelsen ikke var barsk nok. Yderligere fik 37% af veteraner afslag, da der var gået for langt tid efter udsendelse inden symptomerne for PTSD var fremtrædende. PTSD symptomer skal ifølge ICD-10 (WHOs diagnosesystem) være til stede senest et halvt år efter den traumatiske hændelse og fuldt udviklet tre-fire år efter hændelsen.

Tidsbegrænsningen bliver kritiseret af flere forskere, bl.a. Edna Foa, der er professor på University of Pennsylvania, sim skrev følgende mail til Ugebrevet A4: »Svaret er nej. Department for Veterans Affairs (VA i USA) ser mange veteraner som klager over PTSD symptomer år efter traumet. På det seneste har mange veteraner fra Vietnam søgt behandling for PTSD for første gang«.

På samme måde har Videnscenter for Psykotraumatologis leder, professor Ask Elklit udtalt sig flere gange til Ugebrevet A4. Ask Elklit siger bl.a. følgende om tidsbegrænsningen: »Det virker fuldkommen forrykt. Der er ikke belæg for at opretholde en seks måneders grænse for symptomer på PTSD. Det grænser til det kriminelle at bruge den begrundelse«.

ICD og DSM

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen følger ICD-10 definition på PTSD, hvor alvorligheden af den traumatiske hændelse er et af kriterierne for udviklingen af PTSD. I Danmark er det traditionen at følge ICD-10 i klinisk praksis.

Dette bliver dog kritiseret af både professor Ask Elklit, professor Anke Ehlers og professor Poul Videbech, der alle udtaler, at man i stedet skulle gøre brug af DSM’s definition på PTSD.

Ask Elklit udtaler: ” »Så godt som alle i forskningsverdenen har forladt WHO's definition af PTSD. Vi bruger den ikke længere, for den er ikke forskningsmæssigt underbygget. Alle bruger i stedet amerikanernes definition. Det er den eneste, som er meningsfuld«.

I USA er man i højere grad gået væk fra den objektive vurdering af den traumatiske hændelses alvorlighed og baserer mere diagnosen på veteranens subjektive vurdering af hændelsen. Anke Ehlers udtaler følgende: ” Når man skal forudse, hvem der udvikler PTSD, så har forskningen gentagne gange vist, at det er vigtigere at have følt sig i livsfare end, hvad den objektive trussel har været”.

Flere partier støtter op om en ændring af Veteranloven

Enhedslisten, Konservative, Socialdemokratiet, Alternativet og Dansk Folkeparti vil alle justere ’farlighedskriteriet’.

De udtaler bl.a. følgende:

»Hvis veteraner har fået psykiske traumer af at være i krig, så skal de have erstatning uanset, at nogen vurderer, at det ikke har været livsfarligt nok,« mener forsvarsordfører Rasmus Jarlov (K).

»Det er ganske enkelt hul i hovedet nogle af de beslutninger, som er truffet her. Nogle er mere modstandsdygtige end andre. Der skal heller ikke det samme til at brække en lille persons ben som en stor. Derfor skal man tage en individuel begrundelse af, hvad der er farefuldt nok,« siger Jeppe Jacobsen, forsvarsordfører fra DF.

Ligeledes, vil flere af partierne også undersøge tidsgrænsen.

»Jeg er ret uforstående over for grænsen med seks måneder. Man er nødt til at tage højde for, at PTSD kan komme på et senere tidspunkt,« siger Holger K Nielsen, forsvarsordfører for SF.

Kilder:

http://www.ugebreveta4.dk/professorer-absurd-krav-koster-veteraner-erstatninge_20651.aspx

http://www.ugebreveta4.dk/politikere-krigsveteraner-skal-behandles-ordentligt_20665.aspx

http://www.ugebreveta4.dk/professorer-dumper-behandlingen-af-ptsd-ramte-veteran_20662.aspx

https://www.estss.org/learn-about-trauma/icd10/

https://books.google.dk/books?hl=da&lr=&id=-JivBAAAQBAJ&oi=fnd&pg=PT18&dq=American+Psychiatric+Association.+(2013).+Diagnostic+and+statistical+manual+of+mental+disorders&ots=cdUS73MKw8&sig=kJ5Gh3UfHw65rZljOCOBTzxzfQ8&redir_esc=y#v=onepage&q=PTSD&f=false