Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Psykologers tavshedspligt for retten igen

Psykologer og soldaterforeningen frygter for fremtiden, hvis landsretten afgør, at psykologer ikke længere har tavshedspligt.

Tavshedspligt er alfa og omega for et tillidsfuldt forhold til klienterne. Det er den holdning de fleste psykologer indtager. Derfor ender en sag, hvor en psykolog tvinges til at sladre, nu i landsretten. Den 13. december afgjorde byretten, at psykologer i forsvaret har pligt til at underrette myndighederne, hvis en af deres klienter skulle fortælle dem om ulovligheder. Formand for Dansk Psykolog Forening, Roald Ulrichsen, sammenligner den fortrolighed, tavshedspligten giver, med lægens stetoskop. "Hvis man tager et af vores nødvendige instrumenter fra os. Det vil være begyndelsen til enden på det arbejde, man beder os udføre," siger han til Newspaq. Han langer i samme åndedrag ud efter forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), som oprindeligt står bag ønsket om at fjerne forsvarspsykologernes tavshedspligt. "Hun beder os om at løse opgaverne, og det gør vi selvfølgelig gerne. Samtidig medvirker hun til at forårsage, at forudsætningerne ikke er til stede," siger han. Også i Hærens Konstabel- og Korporalforening vækkede byrettens afgørelse harme, da den faldt i december. "Vi har brugt en masse energi på at overbevise soldaterne om, at man trygt kan gå til psykolog. Vi har forklaret, at det, man fortæller dér, får chefen og systemet ikke at vide, og det kan ikke ødelægge din karriere. Det kan det så nu alligevel", sagde formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther dengang til Politiken. Ankesagen er for Østre Landsret i dag.  

Af Rikke Bolander
Kilde: www.avisen.dk

Redaktionen afsluttet: 28.03.2011