Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Det bliver kun værre af at blive gemt væk

»Hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb, så kan man ikke bare glemme det. Det bliver kun værre af at blive gemt væk i mange år.« Sådan siger Lisbeth Høstgaard Møller, der er psykoterapeut og leder af Kvisten i Viborg.

Kvisten er et center for personer, der har været udsat for seksuelle overgreb og deres pårørende. Kvisten Viborg blev etableret for fem år siden på frivilligt initiativ og drives i dag udelukkende af frivillige kræfter. Kvisten har to afdelinger i Århus og Viborg, men Kvisten tilbyder også mulighed for samtaler i Skive, Holstebro, Nykøbing Mors, Silkeborg og Bjerringbro.

»For langt de fleste, der har været udsat for et seksuelt overgreb, sker der en psykisk skade, og der opstår et traume , der bliver ved med at dukke op. Behandlingen består blandt andet i at få bearbejdet de traumer, den krænkede går rundt med og få traumet forløst,« forklarer Lisbeth Høstgaard Møller og tilføjer: »Jo før man får bearbejdet oplevelserne, jo større er chancerne for at få et normalt følelsesmæssigt liv.« Hun oplyser, at Kvisten får mere end 100 henvendelser om året. Psykoterapeuten oplever, at det er meget belastende for de mænd og kvinder, der har været udsat for overgreb. Det er ikke ualmindeligt, at centret bliver kontaktet af mennesker, der fortæller om overgreb, der ligger mange år tilbage i tiden. De gamle, fortrængte følelser dukker ofte op til overfalden igen, når den krænkede for eksempel indgår i et nyt parforhold eller det, at hun får børn. Men de kan også dukke op langt senere i livet.

Kvisten arbejder ikke med den juridiske side af seksuelt misbrug men kun med den følelsesmæssig. »Et overgreb er for os, når den krænkede føler sig krænket,« lyder Lisbeth Høstgaard Møllers definition på et overgreb. Statistisk set vil tre i hver skoleklasse i løbet af deres levetid blive udsat for at blive seksuelt misbrugt. »Men vi ser kun toppen af isbjerget,« mener Lisbeth Høstgaard Møller. I både Viborg og i Holstebro har Kvisten etableret en gruppe for kvinder, der har været udsat for overgreb. Gruppen mødes jævnligt med deres terapeuter, og kvinderne får også mulighed for individuel terapi.

Af Ninna Pirchert
Kilde: Lemvig Folkeblad

Videnscenter for Psykotraumatologi hjælper i øjeblikket Kvistens afdeling i Århus med at foretage en evaluering af deres behandling.

Redaktionen afsluttet: 22.03.2011