Ophold ved andre forskningsinstitutioner

I henhold til ph.d.-bekendtgørelsens § 7, stk. 3 skal den ph.d.-studerende deltage i aktive forskermiljøer, herunder ophold på andre, primært udenlandske, forskningsinstitutioner, private forskningsvirksomheder m.v.

Den ph.d.-studerende skal som led i ph.d.-uddannelsen indgå i flere aktive forskningsmiljøer, og skal derfor i en del af ph.d.-perioden opholde sig ved en anden forskningsinstitution.

Af hensyn til uddannelsens internationale niveau bør der normalt være tale om et længerevarende studieophold af 3-6 måneders varighed ved en udenlandsk forskningsinstitution, der er fagligt relevant for ph.d.-studiet.

Hovedvejlederen skal sikre, at den ph.d.-studerende får lejlighed til at skabe kontakter til aktive forskningsmiljøer uden for Syddansk Universitet. Hovedvejlederen benytter typisk sine nationale og internationale netværk i forbindelse med planlægningen af den ph.d.-studerendes studieophold ved andre internationale eller nationale forskningsmiljøer.

Ophold ved andre forskningsmiljøer skal godkendes af hovedvejlederen og institutlederen og skal fremgå af ph.d.-planen. Hvis opholdet ikke er endeligt planlagt i forbindelse med ph.d.-planen, skal det fremgå, hvornår udlandsopholdet forventes planlagt. Oplysninger om udlandsopholdet skal fremsendes til ph.d.-skolelederen, når det er endeligt planlagt.

Hvis et længerevarende udlandsophold ikke er muligt eller hensigtsmæssigt, skal dette begrundes i ph.d.-planen og der skal samtidigt redegøres for planerne for, hvorledes ph.d.-bekendtgørelsens krav om forskningsmiljøskifte afvikles.

Ophold ved andre forskningsinstitutioner afrapporteres endeligt ved den afsluttende hovedvejlederudtalelse.