Skip to main content
Forskningsenheden OPEN

Bevilling til at gøre vaccinationsprogrammer bedre

Med en af de eftertragtede Sapere Aude-bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond kan Ane Fisker dykke endnu dybere ned i effekten af vacciner i lavindkomst lande.

Ane Fisker, læge og lektor hos OPEN – Open Patient data Explorative Network forsker i vacciner med udgangspunkt i Bandim Health Project i Guinea-Bissau.

Med en Sapere Aude Forskningsleder-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond og et Ascending Investigator grant fra Lundbeckfonden får hun mulighed for at gå adskillige spadestik dybere med sin forskning i, hvad rækkefølgen af vacciner og deres timing betyder for børns sundhed.

- Bevillingen giver mulighed for virkelig at sætte turbo på. Vi kommer til at indsamle nye data, men også til at bruge allerede indsamlede data, så der er masser at arbejde med, siger Ane Fisker.

Vaccinationsprogrammer og dødelighed

Ane Fisker ønsker med sin forskning at undersøge hvordan man kan optimere det aktuelle vaccinationsprogram og hvordan man fremadrettet kan sikre at vaccinationsprogrammerne har den bedst mulige effekt på børns sundhed.

Det vil hun gøre gennem internationale samarbejder, men også ved at gennemgå data for henholdsvis vaccinationer og børnedødelighed fra en række lande, samt ved at gennemføre interventionsstudier ved Bandim Health Project i Guinea-Bissau.

- Vi har et gammelt vaccinationsprogram, som har kørt siden 1974. Og vi antager generelt, at det virker. Derfor er der ingen, der går ind og måler på det.

Ny indsigt i vacciners effekt

Det er udgangspunktet for Ane Fiskers arbejde i Guinea-Bissau, hvor hun og kollegerne har fundet ud af, at rækkefølgen af vacciner har betydning.

- Bandim Health Project har fulgt befolkningen i Guinea-Bissau i 40 år og baseret på denne guldgrube af data, har vi fået ny indsigt i vacciners effekter; de levende vacciner ser ud til at beskytte meget bredere mod sygdom. Men denne effekt varer kun så længe den levende vaccine er den sidst modtagne vaccine, fortæller Ane Fisker.

Dette burde ifølge Ane Fisker afspejles i den måde vaccinationsprogrammer designes og evalueres på, men det sker ikke i dag. Det ønsker Ane sammen med sin forskningsgruppe at lave om på.

 

 

 

Redaktionen afsluttet: 04.11.2019