Kære underviser

Tak for din tilmelding til Citizen Science-projektet. Vi har på grund af Corona foretaget nogle ændringer i planen for forløbet, så projektet kan gennemføres uden sundhedsmæssige risici. Vi sender dig hermed det reviderede materiale, som forbereder dig og din klasse til projektet.

Projektets formål er, med hjælp fra eleverne, at undersøge vandkvaliteten i forskellige typer af søer herunder naturlige søer, grusgravssøer, gadekær, vandhuller og regnvandsbassiner ved hjælp af vandprøver fra forskellige steder i elevernes nærmiljø derhjemme. Flaskerne til vandprøvetagning vil blive leveret til skolen og de vil blive afhentet igen af os efter aftale med jer. Man kan også bruge en frysepose eller en danskvandsflaske skyllet i søens vand, hvis man har lyst til at tage prøver i flere søer. Eleverne vil bl.a. blive bedt om at notere placeringen af den sø, de hver især har valgt at tage vandprøven i og derefter tage billeder af deres sø. Eleverne sender billederne til læreren, som derefter videresender dem til SDU. I vil efterfølgende som klasse kunne følge med i, hvor i nærmiljøet hver elev har taget vandprøver og hvor andre skoler og elever har været ude og tage prøver.

Vi har samlet relevant og velkendt materiale, som vi håber kan inspirere og hjælpe dig og din klasse i forberedelsen til projektet. Nogle af linkene kræver login. Samlet tidsforbrug er 1 – 6 lektioner afhængigt af et eventuelt tværfagligt samarbejde.

Materialet er inddelt i 3 dele:

  1. En forberedende faglig del, som skal klæde jer bedst muligt på til projektet
  2. Praktiske informationer om vandprøvetagning
  3. Forslag til efterbehandling

Vi vil gerne opfordre jer til at arbejde med emnerne i materialet, da det er vores erfaring, at klassen bliver bedre ”klædt på” og motiveret til arbejdet med vandprøvetagning i søen. Undervisningsmaterialet er beskrevet i nedenstående afsnit.

Del 1. forberedende faglig del

 

Om vand og søers økologi

Indledende spørgsmål: Hvad er vand? Hvor kommer vores drikkevand fra? Når vi i Danmark oplever massive oversvømmelser, hvor løber vandet så hen? Er der nogen søer, vandløb mv. i jeres nærmiljø – hvilke typer?

I samtalen med eleverne kan du komme ind på, hvad vand er, vandets tilstandsformer og hvordan dets kredsløb i naturen ser ud. Herunder kan du sammen med klassen se små film, lave forsøg og bygge en model over vandkredsløbet.

Få en snak om hvor vand kan samles – vandløb, søer m.m. Når man snakker om vand, kan man ikke undgå at komme ind på vejret og hermed klimaforandringerne. Tag udgangspunkt i elevernes egne oplevelser af vejret – måske var de i sommerhus i en ferie, hvor det bare regnede og regnede. Tal om hvor alt det vand mon bliver af og hvordan man kan finde ud af, hvor meget det har regnet. Kom herunder f.eks. ind på regnvandsmåling og regnvandsbassiner.

Afslutningsvist kan I sammen gennemgå hvilke søer, der er i jeres nærmiljø – både naturligt skabte og kunstigt anlagte. Kom herunder ind på søens økologi – hvilke ting kan fortælle noget om søens tilstand og vandkvalitet?

Find meget mere info og inspiration via nedenstående links:

  • Lille film, hvor 2 studerende fra SDU tager prøver i en af SDU’s regnvandssøer (2:27 min).

 

Dyrene under og ved vandoverfladen

I forbindelse med arbejdet omkring vandprøvetagning, er det ideelt at tage klassen med ud og fange dyr ved et vandhul, sø, gadekær, grusgravssø eller regnvandsbassin i nærmiljøet.

Indledende spørgsmål om livet i vand: Hvordan kan dyr trække vejret under og over vand? Hvilke dyr kan man finde i en sø? Kom herunder ind på livet i og omkring søen. Hvordan kan man skabe et godt og rigt dyreliv ved en sø? Hvad kan forekomsten af dyrene sige om søens vandkvalitet?

Tag udgangspunkt i elevernes kæledyr – hvordan trækker de vejret og hvad spiser de? Drej samtalen over på livet i søen – kender de allerede nogen dyr, der lever i søen? Og hvordan ånder de under vand?

Snak med klassen om, hvordan man bedst fanger dyrene i søen. Eleverne vil givetvis have en masse gode ideer! Vigtigt er det, at eleverne får en forståelse for, at man skal være forsigtig med dyrene og at de også kan gemme sig inde ved bredden såvel som i de frie vandmasser. Se de små film, som handler om dyrene i søen og hvordan man fanger dem. Undervejs kan man evt. bygge en vandkikkert, som eleverne kan tage med ud i felten.

Andre Relevante links:

 

Del 2. praktiske informationer

 

Vandprøvetagning

Hver elev skal hjem og tage en vandprøve sammen med en voksen i en sø, gadekær, grusgravssø, vandhul e.l. i deres nærmiljø. Inden de bliver sendt hjem med en flaske til vandprøvetagningen, er det vigtigt at gennemgå følgende ting:

  • Hvad er formålet med vandprøverne? Få en snak om at hvis søen er grøn af alger og bunden ikke kan ses, giver det ikke gode levebetingelser for dyr eller planter.
  • Kender eleverne til nogen søer, vandhuller, gadekær eller vandbassiner nær deres hjem? Og tror de umiddelbart, at der er en god eller dårlig vandkvalitet?
  • Hvordan noteres placeringen af søen – tilføj x/y-koordinater i billedindstillinger på mobilen eller beskriv med ord, hvor søen ligger.
  • Kan alle tage billeder med deres mobiltelefoner? Fortæl hvad billederne skal bruges til, at man kan følge hinandens vandhuller, søer og at billederne skal sendes til læreren, som dernæst videresender til SDU.
  • Inden vandprøven tages, skal etiketten på flasken udfyldes med kuglepen af den voksne.
  • Prøven kan tages enten inde ved kanten af søen eller lidt ude fra kanten. Pas på – eleven skal have en voksen med, når vandprøven tages.
  • Det er vigtigt, at flasken bliver trykket lidt ned under vandoverfladen (ca. 20cm), så der ikke kommer overfladevand i prøven.
  • Vandet må ikke blive hvirvlet op, så der kommer skidt og mudder med i prøven.
  • Husk at stille vandprøven på køl indtil den tages med tilbage til skolen.

Du og din klasse vil få leveret vandprøveflaskerne ude på skolen til hjemme-vandprøvetagning-projektet. På hver flaske er der sat en etiket, hvor hver elev derhjemme, med hjælp fra en voksen, skal skrive navn, klasse, skole, dato og placering af den sø, hvor de har taget vandprøven. Man kan også bruge en frysepose eller en danskvandsflaske skyllet i søens vand, hvis man har lyst til at tage prøver i flere søer. Det er valgfrit hvor og hvilken type sø den enkelte elev vælger. På et aftalt tidspunkt kommer SDU ud og henter kassen med de fyldte vandprøveflasker. Det er vigtigt, at vandprøverne bliver opbevaret på køl indtil, at de bliver afhentet.

 

Del 3. efterbehandling af vandprøvetagning

 

Spørgsmål man kan stille på klassen

Efter at eleverne har taget vandprøverne og I er samlet i klassen igen, kan I snakke om følgende:

  • Hvor var I henne og tage vandprøverne?
  • Hvem havde I med?
  • Var det svært/let?
  • Gik noget galt i vandprøvetagningen?
  • Hvordan gik det med at få noteret placeringen af søen?
  • Fik I taget nogle gode billeder? Og har alle fået sendt billederne til læreren?

Jeg ønsker jer god fornøjelse med vandprøvetagning og på glædeligt gensyn.

 

Med venlig hilsen

Sara Egemose

Lektor på Biologisk Institut SDU, kontaktperson vedr. den faglige del af CS-projektet

Tlf. 65 507988/ 93 507208. Email: saege@biology.sdu.dk