Sydvestjysk Sygehus: Svangerskabsforgiftning

Baggrund:

Svangerskabsforgiftning rammer 2-8 % af alle gravide. I Danmark svarer det til cirka 2500 tilfælde om året. På verdensplan dør ca. 70.000 gravide årligt på grund af svangerskabsforgiftning.  Svangerskabsforgiftning kan ramme alle gravide uden varsel, og kan være årsag til svær sygdom hos mor og barn, og sygdommen kan i nogle tilfælde medføre døden. Danmark er et af verdens mest sikre steder at være gravid og føde, men forløbet af svangerskabsforgiftning kendes ikke på forhånd og danske gravide undersøges for sygdommen flere gange under graviditeten, da den er største årsag til igangsættelse af fødslen før tid.

Sygdommen viser sig som forhøjet blodtryk og tegn på påvirkning af de indre organer; b.la. udskilles der æggehvidestof (protein) i urinen.  Der kan desuden i svære ubehandlede tilfælde opstå akutte kramper under graviditet eller i relation til fødslen, svære smertefulde tilstande som hovedpine og mavesmerter samt hjerneblødninger og død.  På nuværende tidspunkt er den ultimative behandling at afslutte graviditeten og undertiden fødes barnet alt for tidligt, hvilket medfører øget risiko for livstruende komplikationer hos den nyfødte.

Senere i livet kan børnene få alvorlige problemer som bl.a. indlæringsvanskeligheder, hjerneskader, synshandicap og på længere sigt øget risiko for forhøjet blodtryk, fedme og sukkersyge. Mødrene, der tidligere har haft svangerskabsforgiftning og deres børn, har desuden øget risiko for hjerte-kar-sygdomme senere i livet og tidlig død.

Projektet:

Projektet vil forsøge at finde en ny årsagssammenhæng for udviklingen af svangerskabsforgiftning. Dette kan sandsynligvis forbedre mulighederne for behandling af de gravide, der lider af denne sygdom. Man har i tidligere undersøgelser påvist, at der er en øget udskillelse af unormale æggehvidestoffer (misfoldede proteiner) i urinen hos gravide med svangerskabsforgiftning. Har man et misfoldet protein virker det ikke, som det var tiltænkt og kan give anledning til sygdom. Projektet her vil belyse, om der er misfoldede proteiner i blod og moderkagen fra gravide med svangerskabsforgiftning sammenholdt med raske gravide. Derudover, undersøger projektet om de misfoldede proteiner udløser aktivitet i en bestemt del af blodets størkningsmekanisme og derved starter en række uhensigtsmæssige reaktioner hos gravide med svangerskabsforgiftning. 

Projektet er et klinisk studie, hvilket vil sige, at der over de næste år både skal undersøges gravide med og uden svangerskabsforgiftning. Der skal bruges blodprøver fra ca. 120 gravide i alt og herunder undersøges 60 kvinder med svangerskabsforgiftning og 60 gravide uden svangerskabsforgiftning. Derudover, vil 15 moderkager undersøges fra hver gruppe.  

Projektet vil sandsynligvis belyse udviklingen af svangerskabsforgiftning, så sygdommen bedre kan forstås. Hvis det lykkes, kan man i nær fremtid forhåbentligt behandle svangerskabsforgiftning endnu bedre, så de for tidlige fødsler i højere grad undgås. I et større perspektiv kan man, med resultaterne af projektet, forhåbentlig kunne screene for svangerskabsforgiftning tidligt i graviditeten og dermed iværksætte relevant forebyggende behandling.

 

Forskningsansvarlig læge: Anne Cathrine M. Godtfredsen, Gynækologisk/obstetrisk afdeling, SVS Esbjerg

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies