Skip to main content
Mål- og resultatplan

Mål- og resultatplan for 2021 byder både på nyt projekt og videreførelse af eksisterende

Center for Landdistriktsforskning og Bolig- og Planstyrelsen har netop indgået aftale om mål og resultatplan for nogle af centrets forsknings- og formidlingsaktiviteter i 2021. Aftalen er formuleret i Mål- og resultatplan 2021 og byder både på videreførelse af nuværende projekter og en ny projektaktivitet.

Af Camilla Wissing Mortensen, , 23-03-2021

Hos Center for Landdistriktsforskning er vi glade for, at vi netop har indgået en aftale med Bolig- og Planstyrelsen om mål- og resultatplan for 2021, der beskriver nogle af centrets centrale forskningsaktiviteter i indeværende år.

Finansieringen bag mål- og resultatplanen er en væsentlig faktor til, at centret kan udføre anvendelsesorienteret forskning om forhold, der har betydning for en bæredygtig udvikling i landdistrikterne. Resultatplanen spiller derfor også sammen med centrets overordnede forskningsstrategi ”Det gode liv på landet”, der sikrer en langsigtet forskningsindsats.

Her er nogle af hovedprojekterne i Mål- og resultatplan 2021.

Strategisk landsbyplanlægning

Et af hovedprojekterne i mål- og resultatplanen er forskningsprojektet ”Kommuners strategiske landsbyplanlægning”, der fortsætter fra 2020. Baggrunden for projektet er en ændring i planloven, der pålægger landets kommuner at foretage en strategisk planlægning af landsbyer. Denne planlægning kan potentielt være et brugbart redskab til den fremtidige udvikling af landsbyer, men der er mange måder at gribe planlægningen an på – især i forhold til, i hvilket omfang og hvordan borgerinddragelsen gribes an.

Forskningsprojektet sigter mod at udvikle og afprøve nye tilgange til strategisk landsbyplanlægning i samarbejde med de involverede kommuner. Projektet skal dermed understøtte en mere bæredygtig udvikling af levedygtige landsbyer fremadrettet ved at ruste kommunerne til at varetage forpligtelsen med strategisk landsbyplanlægning og give dem konkrete metoder til at løfte opgaven.

Som en del af Mål- og resultatplan 2021 bliver der tilknyttet et ph.d.-projekt til forskningsprojektet, som blandt andet skal afdække og analysere de hidtidige erfaringer med strategisk landsbyplanlægning og borgerinddragelse.

Fællesskabsøkonomier

Et andet væsentligt projekt i mål- og resultatplanen er ph.d.-projektet ”Fællesskabsøkonomier som lokal udviklingsdynamo”.

I små og mellemstore byer på landet spiller dagligvarebutikker en helt central rolle i bykernen. Stadig flere af disse butikker lukker, men i de senere år er der, især i landdistrikterne, opstået en række eksempler på nye, borgerdrevne forretningsmodeller og initiativer, der holder butikkerne i live. Som en sidegevinst har disse initiativer været med til at etablere et stærkere medejerskab i lokalsamfundet og styrket lokalt engagement, som mange steder ikke blot har sikret butikkens overlevelse, men også medført en fortsat positiv udvikling af lokalsamfundet.

Forskningsprojektet er i samspil med de involverede interessenter i gang med at undersøge, videreudvikle og formidle de nye forretningsmodeller og undersøger de afledte effekter i lokalsamfundet.

Social ulighed og sundhed

En af de nye forskningsindsatser i 2021 er projektet ”Social ulighed og sundhed i et landdistriktsperspektiv”, der sætter fokus på den demografiske udviklings betydning for sammenhængen mellem sundhed og social ulighed. 

Projektet består i en tværfaglig kortlægning af udfordringerne med sundhed på landet set i relation til social ulighed, der skal bidrage til at belyse og skærpe udfordringerne og finde tiltag til at reducere den sociale ulighed i forhold til sundhed i landdistrikterne. På længere sigt er det projektets mål at bidrage til formulering af en større, tværfaglig forskningsindsats i forhold til sundhed på landet.

Social ulighed og sundhed i et landdistriktsperspektiv er i forvejen et tema, som CLF allerede er involveret indgående i. Centret deltager blandt andet i en tværfaglig forskningsklynge, Health and Inequality Cluster, der lige nu fokuserer på temaet ”Sundhed på landet”. Centret deltager også i Lidem, Center for forskning i livet med demens, hvor centret bidrager med sin viden inden for landdistriktsområdet.

Styrket formidling

Landdistriktsforskning er karakteriseret ved at være relevant for en meget bred skare af aktører lige fra lokale ildsjæle over journalister til folketings- og lokalpolitikere. Dette stiller store krav til formidlingen af vores forskningsresultater på forskellige platforme, i forskellige fora og i forhold til de enkelte målgrupper.

Derfor er en styrket formidling af centrets forskningsresultater også et af kerneområderne i mål- og resultatplanen for 2021. Som en del af indsatsen vil CLF i april lancere en ny hjemmeside, der skal understøtte formidlingen af centrets forskningsaktiviteter og -resultater.

Vi glæder os til at kunne præsentere den nye hjemmeside.

 

Ansvarlig for siden: Center for Landdistriktsforskning

  • Center for Landdistriktsforskning - Syddansk Universitet
  • Degnevej 14
  • Esbjerg Ø - DK-6705
  • Telefon: +45 6550 4221
Redaktionen afsluttet: 23.03.2021