
Kasper Friis Bavnbæk har forsvaret sin ph.d. og sat landsbyerne på dagsordenen
Fredag d. 11. april modtog Kasper Friis Bavnbæk sin ph.d.-grad for projektet "Spatial justice and barriers in strategic village planning”.

Hvordan planlægges landsbyers udvikling i Danmark og med hvilke konsekvenser? Det spørgsmål har Kasper Friis Bavnbæk undersøgt i sit ph.d.-projekt ”Spatial justice and barriers in strategic village planning”, som han netop har forsvaret ved Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg.
I takt med at kommunerne har fået et øget ansvar for at udarbejde strategiske planer for landsbyudvikling, rejser der sig en række spørgsmål om både retfærdighed, deltagelse og ulighed. I sit projekt har Kasper set nærmere på, hvordan forskellige kommuner fortolker og implementerer strategisk landsbyplanlægning og hvilken betydning, det har for de lokalsamfund, der forsøger at tage del i deres egen udvikling.

Ph.d.-en bygger på både kvalitative og kvantitative data og munder ud i fem videnskabelige artikler. Samlet peger forskningen blandt andet på tre hovedpointer:
- At manglende beslutninger kan fastholde ulighed – og at strategier ikke nødvendigvis ændrer det bestående, hvis de hviler på gamle udviklingsparadigmer.
- At der er et paradoks i det lokale samarbejde: Kommunernes rammer for inddragelse passer bedre til nogle typer af lokale organiseringer end andre, hvilket skaber ulige vilkår for deltagelse.
- At sproget i kommuneplaner – fx hvad der betegnes som ’levende’ og ’levedygtigt’ – er med til at forme forventningerne til landsbyerne og deres udviklingspotentiale.
Kaspers arbejde bidrager med ny viden til forskningen i rumlig retfærdighed, en tilgang, der ser på, hvordan geografiske forskelle hænger sammen med sociale og politiske uligheder. Ikke mindst giver projektet konkrete indsigter, som kan bruges af kommuner og aktører, der arbejder med landsbyudvikling i praksis.
CLF ønsker Kasper tillykke med den store bedrift. Hvis du gerne vil have besked næste gang, det er muligt at deltage i et ph.d.-forsvar her hos CLF, så tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at sende en mail til clf@sam.sdu.dk.
Vil du vide mere?
Hvis du gerne vil vide mere om Kaspers forskning, kan du læse en Q&A med ham lige her. Har du spørgsmål til hendes projekt, kan du kontakte ham på kaf@sam.sdu.dk.
Mød Kasper
Kasper har læst sin ph.d. ved Center for Landdistriktsforskning, hvor han har forsket i strategisk landsbyplanlægning.