
REACT-projektet i ny, spændende fase
Et produktivt møde med de fire samarbejdslande i Lyon resulterede i et gennemarbejdet undervisningsmateriale, som allerede nu testes i workshops.
I april samlede REACT-projektet igen partnerne fra Danmark, Frankrig, Holland og Portugal for at arbejde på det undervisningsmateriale, der skal tages i brug for at hjælpe digitalt sårbare borgere.
Det var nogle produktive dage, der markerede den næste fase i projektet, hvor samarbejdspartnere skal teste og give feedback på træningsmaterialet.
Om REACT-projektet
REACT-projektet har til formål at afhjælpe digital eksklusion i landdistrikterne. I projektet skal en række internationale partnere (Danmark, Frankrig, Holland og Portugal) udvikle et koncept, som hjælper med at give ældre og andre digitale sårbare borgere kompetencerne til at benytte digitale sundheds- og velfærdstilbud.
Konceptet bygger på at de frontlinjemedarbejdere, som bruger de digitale tilbud i deres arbejde, får redskaber til, hvordan de kan træne frivillige til at hjælpe de borgere, som har behov for det.

Forsøgskanin i Nordfyns kommune
I den første projektperiode blev de forskellige brugeres behov undersøgt, og I Lyon blev der således arbejdet på at udvikle konceptet og undervisningsmaterialerne. Gruppen kom rigtig langt og er nu i en meget spændende fase af projektet, hvor undervisningsmaterialet skal færdiggøres, og derefter testes i praksis i alle fire lande.
Allerførste ”forsøgskanin” (også internationalt) er projektets samarbejdspartnere i Nordfyns kommune, hvor medarbejdernes i det nye digitale velfærdscenter allerede har afprøvet materialet i workshops og givet feedback .
Vi ser frem til at inkorporere deres kommentarer, som skal bruges til at videreudvikle og forbedre materialerne . Herefter skal medarbejderne klædes endeligt på til at holde workshops med frivillige i efteråret. Mere om det senere på året.