Skip to main content

Implementererings- forskning med double impact

Periode
September 2020-

Formål
Visionen i Center for Grundskoleforskning er at styrke SDU’s uddannelsesforskning om, med og for grundskolen (dvs. folkeskole, fri- og efterskoler) i tæt samarbejde med forsknings- og udviklingsmiljøer på professionshøjskolerne.

Med afsæt i den fælles vision er det valgt at zoome ind på implementering – et begreb, der over de seneste år har fået en stadig større plads i både diskussioner og tilrettelæggelse af videnbaserede indsatser på børn- og ungeområdet.

I Center for Grundskoleforskning ser vi på implementering som læreprocesser, der medfører ændringer i og af det bestående. Det handler om styrede udviklinger, hvor ny praksis iværksættes, fastholdes og udbredes. I forlængelse heraf drejer implementeringsforskning sig om at identificere, udvikle, afprøve og formidle løsninger, der kan gøre en forskel i og skaleres til grundskolearenaen. Vores mål er at bidrage til mere sikker viden om, hvordan effektive indsatser udvikles, omsættes og virker i praksis. Den langsigtede bestræbelse er at opbygge en bredtfavnende teoretisk model, der med afsæt i grundskolen som et åbent organisatorisk system styrer hypotesegenereringer, som efterfølgende afprøves empirisk. På den led opbygges en mere generel teori om implementering af grundskoleindsatser. 

Vi har valgt at starte med implementeringsforskningsprojekter, der tager fat i grundskolen som ramme for børn og unges bevægelsesliv. På den baggrund ser vi nærmere på den bredde af forståelser, der aktuelt kendetegner implementeringsområdet – i både teori og praksis.
Konkret er der igangsat to forskningsprojekter:

  • Implementering af skolebaseret fysisk aktivitet med fokus på skolen som organisation 
  • Lærere og pædagogers motivation for og kapacitet til at integrere bevægelse i undervisning og læring.

Slutambitionen for begge er at forskningsinformere bæredygtig implementering af idræt og bevægelse i skoledagen. 

Double impact – Original forskning og praksisudvikling
I forbindelse med initiativet udarbejdes både handlingsorienterede produkter om, med og for praksis og artikler til udgivelse i nationale og internationale tidsskrifter. 

Målet er at levere excellent forskning, der stimulerer nyskabelser i praksis. På den vis sikres gennemslagskraft i både skarp akademisk forstand og på samfundsniveau. Ligeledes er der et indbygget fokus på interaktioner mellem de to typer af impact. 

Fokusområdeleder

  • Thomas Skovgaard, lektor, centerleder FIIBL, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU. Kan kontaktes for yderligere input om Center for Grundskoleforskning – Implementeringsforskning.

Deltagere

  • Jonas Vestergaard Nielsen, postdoc, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU. Kan kontaktes for yderligere input om forskningsprojektet ”Implementering af skolebaseret fysisk aktivitet med fokus på skolen som organisation”.
  • Louise Stjerne Knudsen, akademisk medarbejder, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU. Kan kontaktes for yderligere input om forskningsprojektet ”Lærere og pædagogers motivation for og kapacitet til at integrere bevægelse i undervisning og læring”.