Opdagelsens landskab – interview med Samuel Cushman

Barndommens bevægelse

Samuel Cushmans vej ind i økologien begyndte længe før, det blev til videnskab.

Hans familie har en gård i Olympia, Washington, hvor fem generationer har levet i det, han beskriver som “en slags familie-økolandsby”. Som barn besøgte han sine bedsteforældre der hver weekend og i alle de ferier han kunne komme til det. Det var “det mest stabile, lykkelige og trygge sted i mit liv”, men også “et sted for eventyr og opdagelse - at klatre i træer, svømme i bugten, bygge træhytter, sove i skoven, lære at fiske.”

Han var, som han selv beskriver det, “en passioneret opdagelsesrejsende, et udendørs barn.”

Videnskaben kom senere. En onkel, der var vildtbiolog, tog ham med på feltarbejde – til små øer ud for Washingtons kyst, ind i den arktiske vildmark for at studere jagtfalke, og ud i ørkenen for at undersøge truede kaniner. Alt sammen i de tidlige teenageår.

“Det var første gang, jeg virkelig forstod, at man kunne lave videnskab og samtidig være en eventyrer i naturen.”

Senere blev han ansat til feltarbejde i både gymnasiet og på universitetet. Den erkendelse gjorde økologien til en profession.

At tænke i mønstre

I dag arbejder Cushman på en måde, der matcher hans tidlige erfaringer med frit at bevæge sig gennem landskaber.

“Det, jeg laver her og nu,” forklarer han, “er at bruge moderne statistiske metoder til at forstå biodiversitet, klimaforandringer og menneskelig trivsel, og finde løsninger, der optimerer dem alle samtidig.”

Dette systemiske perspektiv placerer ham inden for landskabsøkologien - et felt, der ifølge ham, markerede “en revolution i måden, forskere tænker og studerer økologi på.”

Traditionel økologi er ofte stedbaseret: “en kvadratmeter i felten eller en petriskål i laboratoriet.” Landskabsøkologi undersøger derimod “økologiske mønstre kontinuerligt på tværs af rum, ikke kun ét bestemt sted,” og ser på processer “fra gener på molekylært niveau til biosfæren.”

“Det går på tværs af skalaer,” siger han, “men er samlet af idéen om, at økologiske processer interagerer med miljømæssige mønstre, på forskellige skalaer i tid og rum.”

For Cushman føltes det helt naturligt. “Landskabsskalaen var en naturlig skala for mig, fordi det var sådan, jeg oplevede verden.”

En verden under pres

Denne type arbejde er først for alvor blevet mulig i nyere tid. Landskabsøkologien blev, forklarer han, muliggjort af tre udviklinger: omfattende data, geografiske informationssystemer og computerkraft.

Tidligere havde økologer tænkt naturen som systemer og netværk, men “de havde ikke dataene. De kunne ikke analysere dem.”

Med teknologiske gennembrud inden for fjernmåling og databehandling kunne idéerne omsættes i praksis. Og i en verden præget af komplekse kriser er disse teknologiske fremskridt afgørende.

“Verden står over for flere samtidige kriser, der hænger sammen,” siger Cushman. Klimaforandringer accelererer økologiske forandringer i systemer, der allerede er “ekstremt belastede og beskadigede af menneskelig udnyttelse.” Tab af biodiversitet og klimaforandringer “forstærker hinanden.”

“Den største udfordring, verden står overfor - ikke kun i økologi, men overhovedet - er at håndtere klima- og økologikrisen og finde løsninger, der er teknisk solide, politisk mulige, økonomisk bæredygtige og socialt acceptable.”

Netop fordi det ikke kun er et biologisk problem, men også et økonomisk, sociologisk og politisk problem, ser han DIAS som det rette miljø.

“Videnskab alene er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Den skal væves sammen med andre discipliner, der er afgørende for menneskelige beslutninger.”

Grunde til håb

Gennem årtiers feltarbejde har Cushman set økologiske forandringer på nært hold verden over.

I dele af Afrika blev han ramt af “hvor lidt der var tilbage.” Store områder forandret, dyrebestande reduceret med op til 90 procent i løbet af hans egen levetid. I Kina mødte han både økologisk nedbrydning, men også noget andet: “for første gang så jeg et glimt af håb.”

Han besøgte landskaber, der tidligere havde været tæt dyrket til subsistenslandbrug, men nu lå øde og “var ved at vokse tilbage til skove og enge.” Urbanisering og demografiske forandringer kunne, observerede han, skabe betingelser for økologisk genopretning - selv steder hvor millioner tidligere havde levet.

“Jeg mener, der er gode grunde til at være håbefuld,” siger han med et smil. Verdens befolkning forventes at toppe snart, urbaniseringen vil fortsætte, og koncentreret, højteknologisk liv har “potentiale til at bruge færre ressourcer per person” og “muliggøre omfattende økosystemgenopretning og rewilding verden over.”

På trods af de alvorlige udfordringer er håbet altså ikke tabt.

Den danske forbindelse og DIAS

Cushmans arbejde har ført ham verden rundt - geografisk såvel som mellem forskning, politik og praksis. Derfor falder svaret hurtigt, da han bliver spurgt, hvorfor Danmark og DIAS føltes som det rigtige sted netop nu.

“Det er det rette sted på det rette tidspunkt. Danmark er mere visionært, mere modigt i sin indsats for faktisk at gennemføre en grøn omstilling. CO₂-reduktion, bevarelse af biodiversitet, bæredygtigt landbrug på national skala. Og det er præcis det, jeg har forsøgt at studere. Her er det ikke bare teori, men virkelighed.”

Hos DIAS ser Cushman en mulighed for at bevæge sig ud over disciplinære grænser. Det er ikke nok, mener han, at “udvikle god videnskab” og forstå naturen isoleret. Forskning skal informere politik, forme økonomiske modeller og interagere med de sociale strukturer, der afgør, om løsninger lykkes.

Ambitionen er et “win-win-win”, hvor biodiversitet, klimareduktion, landbrug, økonomi og menneskelig trivsel bringes i balance. Den slags udfordring - “det ultimative wicked problem i interdisciplinær kompleksitet” - kræver netop det miljø, DIAS er skabt til at fremme.

Og instituttet tilbyder noget afgørende: nærhed.

“Det er muligheden for at støde ind i hinanden, drikke kaffe, tale idéerne igennem hver dag med verdensledende forskere fra forskellige discipliner.”

Hvis forskere forbliver i deres siloer, “opstår der ikke rigtig nogen synergi.”