CIE-bygningen klar til at tage imod studerende d. 1. september

Når semesteret med udgangen af denne måned skydes i gang, så er den nye CIE-bygning klar til at huse de mange ingeniørstuderende.

Det er nærliggende at trække en parallel til E. M. Forsters udødelige klassiker, ’Et værelse med udsigt’, når man skal beskrive den nye CIE-bygning. Firenzes Arno er ganske vist skiftet ud med Sønderborgs Alssund og Kong Chr. X's Bro tager pladsen fra Ponte Vecchio, men det er næppe en overdrivelse at konkludere, at de studerende får Danmarks bedste studieudsigt, når de d.1. september indtager de spritnye lokaler. 

Netop nu arbejder håndværkere og SDU-ansatte på fuld kraft på at få alt installeret, så alt spiller optimalt,  når den store dag oprinder. 

- Det nye Electronic Lab, værkstedet og alle projektlokalerne bliver klar til d. 30 august, fortæller Reiner Hübel, som er ingeniør og maskinmester og tovholder i forbindelse med indretningen af den nye CIE-bygning. 

Han fortæller videre, at netop i dag er installationen af trykluft blevet færdiggjort. Den officielle indvielse af den 3300 kvm topmoderne bygning finder sted i oktober. Du kan se billeder fra den nye bygning herunder.