Deltager nummer 2.000 er inkluderet i leverscreenings-studiet!

08.08.2019

Lever-screeningsstudiet har været i gang siden oktober 2017, og har altså på mindre end 2 år rundet 2.000 deltagere. Projektet handler om at finde skjult leversygdom i den danske befolkning. Vi vil gerne finde leversygdom i tide, før end det udvikler sig til skrumpelever. Vi vil med andre ord se om man kan screene for leversygdom – ligesom vi kender det fra brystkræft, tarmkræft og andre store og alvorlige sygdomsgrupper.
Problemet med leversygdomme er nemlig, at leveren ikke giver nogle symptomer, da man ikke kan mærke sin lever, og man altså ikke ved om den er syg, førend det er for sent. Derfor vil vi gerne udvikle nogle bedre værktøjer, f.eks. i form af blodprøver eller spytprøver, til at finde leversygdom tidligere, og dermed kunne nå at sætte ind sammen med patienten så sygdommen bremses.
Som deltager i projektet skal man derfor ind på OUH til 2 besøg, først en samtale og blodprøvetagning, og dernæst en undersøgelse der blandt andet indeholder en leverskanning, der kan afsløre om man har for meget fedt i leveren, og om der er tegn på arvæv og deraf skrumpelever. 
Målet for os forskere er at opnå et samlet antal deltagere på 5.000. Man kan deltage i projektet hvis man i en periode på mindst 5 år har drukket over Sundhedsstyrelsens højrisikoanbefalinger (>14 genstande/uge for kvinder, og >21 genstande/uge for mænd), eller har diabetes, et BMI > 30, eller har metabolisk syndrom. Hvis du ikke kan sige ja til et af disse 4 punkter, kan du stadig deltage, hvis du er rask og over 40 år gammel.
Du kan tilmelde dig projektet her.

Katrine Lindvig scanner leveren


Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies