Menu

10 års erfaringer med Master i offentlig ledelse

Tak for indsatsen!

Jørgen Grønnegaard Christensen er fra i år stoppet som underviser på Master i offentlig ledelse. Vi vil fra studiets side hermed gerne takke ham for hans store indsats og positive betydning for uddannelsen. Også tak for refleksionen over de seneste 10 år med FMOL, som Jørgen deler nedenfor.

God læselyst!

Studieleder Mads Bøge Kristiansen, SDU, og uddannelsesansvarlig Mads Leth Jakobsen, Aarhus Universitet.

 

---------

 

     Af Jørgen Grønnegård Christensen,
     professor emeritus i offentlig forvaltning og en
     af udviklerne af Master i offentlig ledelse

 

Undervisningen på Master i offentlig ledelse (FMOL) går den 1. september 2017 ind i sit niende år.

FMOL går dog længere tilbage. For det er foreløbig den blivende del af den kvalitetsreform, der blev søsat i 2007, og som få husker i dag.

Der er lanceret mange andre store reformer af den offentlige sektor siden dengang, som jeg heller ikke husker.

FMOL var altså resultatet af et politisk initiativ, og et initiativ taget på centralt hold. I den daværende VK-regering under Foghs høje forsæde, i Finansministeriet og Personalestyrelsen, som ikke er mere, og måske ikke mindst i den treenighed, som arbejdsmarkedets parter sammen med statsmagten udgør.

Der er dog det særlige ved det, at når talen falder på det offentlige, så er de tre parter i praksis reduceret til to, nemlig personaleorganisationerne på den ene side, de forenede statslige og kommunale kræfter på den anden som dem, der både bærer arbejdsgiverkasketten og optræder som almenvellets garanter.

Det prægede tilblivelsen af uddannelsen.

For parterne havde deres egen og meget faste opfattelse af, hvordan man bedriver undervisning, og det måtte de, der på universiteterne lever af at undervise, indordne sig under, da de indvilgede i at medvirke til udvikling af en ny og fleksibel masteruddannelse i offentlig ledelse.

 
LÆS OGSÅ: Forskning og praktisk ledelse krydser veje - hvad er meningen med uddannelsen Master i offentlig ledelse

En uddannelse øst og vest for Storebælt

Resultatet blev FMOL i to varianter: En vestdansk og en østdansk.

Geografisk spredning var et af kravene og et af de lykkelige. For betingelsen var, at der blev dannet konsortier, som kunne opbygge et undervisningstilbud øst, henholdsvis vest for Storebælt.

Betingelsen var også, at det skulle ske på konsortiebasis, således at mindst to institutioner gik sammen om den enkelte masteruddannelse.

Det lykkelige resultat er for det første, at denne tvangsløsning har demonstreret, hvordan samme opgave kan løses helt forskelligt.

For det er ikke den samme uddannelse, der bliver udbudt i øst og vest.

Tvangens anden lykkelige konsekvens var, at den satte gang i et samarbejde mellem institutioner, i vest mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet og inden for hvert af de to universiteter mellem forskellige faggrupper.

Der var mindre gennemtænkte konsekvenser af den model, som parterne havde udviklet i deres hoveder. Men lad det ligge et øjeblik.

 

Er FMOL-uddannelsen umagen værd?

For nu hvor FMOL-undervisningen går ind i sit niende år, kan man spørge: Var det så umagen værd? Har FMOL været en succes?

Masteruddannelsen har i hvert fald overlevet. Den faldt ikke fra hinanden, da det store statslige tilskud faldt bort, og uddannelsen skulle klare sig på markedet, om man så kan bruge det udtryk om noget så offentligt som en offentlig lederuddannelse i offentligt regi.

Men det kan jo heller ikke være succeskriteriet.

Så lad os gå tilbage til de forestillinger, som de nye lederuddannelsernes idémænd, de tre parter (personaleorganisationerne, statsmagten og kommunalmagten) var enige om: Bedre ledelse var en genvej til bedre performance.

Jeg bruger med vilje dette udanske udtryk, fordi parterne ikke var særlig præcise med hensyn til, hvad outcome, et andet engelsk og upræcist udtryk, skulle være.

Det kan dog med sikkerhed siges, at ingen gav udtryk for nogen forestilling om, at de nye mestre i offentlig ledelse skulle bidrage til en mere effektiv offentlig sektor, i hvert fald ikke i økonomisk forstand.

Det gør jo heller ikke så meget, hvis bare bedre offentlig ledelse giver bedre målopfyldelse hos offentlige institutioner og myndigheder. Selv her er der dog i dag et vist empirisk belæg for at slå koldt vand i blodet.

Det har altså ikke været umagen og de ganske mange penge værd at satse så meget på offentlige lederuddannelser? Det kan man bestemt ikke slutte.

Min egen erfaring fra otte års undervisning i to udtrykkeligt politologiske fag (først Ledelse og politik, siden Effektiv ledelse i en sparetid) er, at det, vi med uddannelsen med en vis effekt kan bibringe offentlige ledere, er redskaber af analytisk karakter.

Det vil sige redskaber, som sætter dem i stand til bedre at gerere sig under politiske, institutionelle og organisatoriske vilkår, hvor kravene på én og samme tid går i alle mulige retninger.

FMOL kan altså give lederne nogle redskaber til at klare sig i en offentlig verden, hvor proceskrav efter alt at dømme spiller en langt større rolle end substanskrav til (økonomisk) effektivitet og (kvalitetsmæssig) målopfyldelse.

 

Erfaringer udveksles på tværs af den offentlige sektor

Min erfaring er også, at de masteruddannelser, som blev rundet af Kvalitetsreformen, har fået en uvurderlig kvalitet, fordi uddannelserne samler ledere fra forskellige grene af den offentlige sektor, der oprindelig har vidt forskellige uddannelser.

Det giver erfaringsudveksling på et kvalificeret niveau, ligesom forskelle og ligheder kan fungere som perspektiverende øjenåbnere for lederne selv – og såmænd også for os, der har undervist.

For som den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzee lader sin hovedperson (en universitetslærer) i romanen ”Disgrace” ræsonnere, så undslipper læreren ikke ironien i, at ”the one who comes to teach learns the keenest of lessons, while those who come to learn learn nothing.”

Som det er fremgået, er min vurdering ikke helt så mistrøstig. Derimod må jeg, når jeg iagttager de centrale aktører, altså dem, der anno 2017 er trådt i stedet for dem der i 2007-08 stod faddere til den lederuddannelse, som jeg her har givet min uformelle evaluering, konstatere, at de ikke samler erfaring op.

For de er faktisk i forbindelse med lanceringen af en ny reform, Sammenhængsreformen, i fuld gang med at lancere helt nye lederuddannelsestiltag: De er sektorspecialiserede (for skoleledere og ledere i sygehusvæsenet); de er statslige (PLUS-programmet); og så er de elitære, for så vidt som man har overladt det til et konsulentfirma at uddanne statens ypperste talenter, altså dem, der om føje år aspirerer til at blive departementschefer.

Og dog er jeg ikke overasket. For jeg husker kommunaldirektøren, der under et af vores orienteringsmøder i vinteren 2009 havde sat sig på afstand af de øvrige, og som i pausen spurgte mig, om han, hvis han meldte sig til, risikerede at blive den eneste af sin stand.

Og jeg husker tilsvarende en udsendt chef fra et meget fint departement, som tilsvarende fortalte os, at når de skulle have en medarbejder på lederuddannelse, så foretrak de Kennedy School of Government.

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies