Menu

Fagbeskrivelser

Manuskripthistorie
Undervisningen i Manuskripthistorie giver en videnskabelig og forskningsbaseret indføring i centrale teorier med hensyn til filmens genrer, audiovisuelle virkemidler, dialog, karakterudvikling og stilistiske træk i et historisk perspektiv. Igennem undervisningen opnår du en forståelse for de centrale træk i filmhistorien og manuskriptets funktion i det dramatiske/episke samspil med filmens udtryk. Undervisningen giver desuden en forståelse for, hvordan det filmhistoriske arkiv kan inddrages konstruktivt i en udvidelse og fornyelse af det cinematografiske repertoire.

 

Manuskript- og filmanalyse
I denne disciplin gives en indføring i centrale teorier til analyse, herunder blandt andet semiotik, narratologi, genrerteori, kognitions- og socialpsykologi. I undervisningen og igennem casearbejde lærer du at anvende videnskabelige teorier og metoder til selvstændigt at analysere værker, formater og genrer inden for fiktion. Undervisningen giver desuden forståelse for sammenhængen mellem teoretisk tilgang og analytisk metode, og du lærer at omsætte værkanalyser til egne manuskriptudviklinger samt indgå I andres.

 

Manuskriptskrivning I og II
Formålet med undervisningen er at motivere din skriveglæde og give dig kvalifikationer til, ved hjælp af narratologiske og fortælletekniske redskaber, at skrive manuskripter til film eller andre medier. Undervisningen rammesættes på en måde, så du lærer at give og modtage kritik af egne og andres synopser og manuskripter. Igennem undervisningen opnår du desuden et praktisk kendskab til branchen, da undervisningen delvist varetages af branchen. Desuden indeholder denne disciplin brug af readings (fx med skuespillerstuderende). Som en del af undervisningsforløbet kan du fx opholde sig i en kortere periode hos et filmproduktionsselskab og indgå i et praktisk arbejde.

 

Research og udvikling
Undervisningen giver dig en indføring i kreative processer, udviklingsmetoder og researchteknikker. Du får desuden kendskab til motivations- og projektstyringsteori. Der introduceres til elementer som hovedsageligt tilhører postproduktionsfasen, men som giver dig forudsætninger til at forstå og arbejde i præproduktionsfasen. Igennem cases og møder med branchen (fx en producent eller en klipper) gives indblik i, hvordan samarbejdet mellem manuskriptforfatter og andre aktører i filmskabelse kan indvirke på manuskriptprocessen. Du lærer desuden at anvende medier på tværs i forhold til specifikke medier og målgrupper.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies