Skip to main content

Didde Riisager Hansen

Institut:
Institut for Molekylær Medicin

Titel på ph.d.-projekt:
En unik reportermus til analyse og sporing af fedtcelle-afledte vesikler.

Resumé af ph.d.-projekt:
Overvægt og fedme er et hastigt voksende samfundsproblem og er forbundet med øget risiko for udvikling af type 2 diabetes.

Overdreven fedtophobning får fedtceller til at ændre deres udskillelse af hormoner, men nyere forskning tyder på, at fedtceller også kommunikerer med resten af kroppen ved hjælp af ekstracellulære vesikler. Disse vesikler indeholder forskellige komponenter, såsom RNA- og protein-molekyler.

Hypotesen er, at dårligt fungerende fedtceller hos overvægtige frigiver vesikler indeholdende molekyler, der fremkalder inflammation og insulinresistens hos modtagervævene, og at dette spiller en vigtig rolle i udviklingen af type 2 diabetes.

Det har indtil nu ikke været muligt at undersøge hypotesen på grund af mangel på den nødvendige teknologi.

Min forskningsgruppe og jeg har udviklet en unik genmodificeret musemodel, som for første gang vil gøre det muligt at spore fedtcelle-afledte vesikler rundt i kroppen samt isolere og undersøge dem for deres indhold i laboratoriet.

Mit ph.d.-projekt vil klarlægge fedtcelle-afledte vesiklers rolle i fedme og give ny og uundværlig viden om de mekanismer, der ligger til grund for udviklingen af type 2 diabetes.

Sidst opdateret: 29.09.2023