Skip to main content

Udvidet informationssøgning

Hvis du skal søge systematisk efter information eller litteratur i en database, kan du med fordel starte med at se denne video "Lær om bloksøgningsstrategien", hvor de grundlæggende principper inden for systematisk informationssøgning forklares.

Følg herefter disse trin:

Kig i materialer om opgave-/specialeskrivning. Orienter dig på siden Opgaveskrivning, der indeholder udvalgte titler  og tips. Eller kig forbi biblioteket, og se hvad vi har  inden for dit emne.

Start med at få dit begrebsapparat på plads. Et afsnit eller kapitel, hvor du kort redegør for de vigtigste begreber, brugt i opgaven/specialet kan være med til at præcisere din problemstilling og proces. Her kan du inddrage din egen forståelse og stille den op overfor andres definitioner på begreberne. Vi anbefaler, at du slår dine begreber op i bibliotekets faglige encyklopædier og opslagsværker, hvilket kan være mere kvalificeret end at bruge tilfældige  definitioner fra google.

Udvælg de vigtigste nøglebegreber fra din problemformulering, forskningsspørgsmål eller interessefelt  til dine søgeord. Sæt dem ind i et skema med nøglebegreberne øverst i hver sin kolonne. Indsæt eventuelle synonymer under hvert nøglebegreb.
Hvis du skal søge efter international udgivet forskning, så indsæt også engelske begreber - eller lav to skemaer, et til hvert sprog.

1. 2. 3. 4.
frafald universitet forhindre ...
droppe ud videregående uddannelse preventing
defection higher education impede
dropout ... ...

Se mere i videoen Lær om bloksøgningstrategien (8:56) ovenfor.

Find ud af hvilke søgeredskaber, der vil være mest relevante for din problemstilling.

Orientér dig i bibliotekets A-Z-liste over databaser eller brug Emneoversigten.

Du kan også forhøre dig hos din vejleder eller spørge en bibliotekar.

Regn ikke med at finde alt relevant materiale i første hug. Det kan være en fordel at skifte mellem søgning, læsning, skrivning i en fortløbende proces. For hver søgning bliver du hele tiden klogere på din proces, hvor du løbende flere og bedre søgeord undervejs, som du kan sætte ind i din søgeprofil, og så kan du efterfølgende søge endnu mere målrettet.
Det kan godt betale sig at bruge god tid til at afsøge, hvad der allerede er skrevet om dit emne. Søg bredt og vær åben over for, at der kan være flere vinkler på emnet. Vær opmærksom på, om der enten er skrevet rigtigt meget om emnet, så du måske skal finde en anden vinkel - eller hvis der er skrevet så lidt om dit emne, at det enten viser en mulighed for at du kan bidrage med ny viden, eller om det kan blive svært at indsamle materiale nok.
Indsnævr ved at...
  • kombinere flere ord (med OG-operatoren)
  • bruge mere præcise søgeord
  • anvende søgeredskabernes muligheder for at afgrænse på fuldtekst-adgang, peer-reviewed-artikler (fagligt blåstemplede artikler), emneord etc.

Udvid ved at...

  • trunkere (dvs. anvende et jokertegn (oftest * el. ?), der gør det ud for forskellige endelser eller begyndelser på et ord
  • bruge mere overordnede termer
  • søge på flere synonymer på én gang (med ELLER-operatoren)

Tjek søgeredskabets hjælpefunktioner for at få yderligere konkrete tips til søgning i det enkelte søgeredskab. Hvis du har svært ved at finde rundt i søgeredskabet og dets hjælpefunktioner, så kontakt os på biblioteket.

Skim dig igennem søgeresultaterne: Læs abstracts og notér dig de emneord, de fleste poster er beriget med. Er de relevante for din problemstilling? Måske kan du få inspiration til at søge på andre og mere præcise søgeord, som du kan tilføje til det søgeskema.
Du vil nogen gange skulle vente på visse materialer. Der kan også være specielle titler, som skal skaffes hjem fra udlandet. Vær sikker på at du kan læse det sprog, materialet er skrevet på, inden du bestiller. Og brug din tid fornuftigt, imens du venter. Måske kan du gå i gang med en anden del af opgaven imens. Eller er det overhovedet værd at vente? Kan det bedre betale sig selv at købe materialet? Eller kan du bruge noget andet materiale om samme emne?
Orientér dig overordnet i materialet efterhånden, som du får det indsamlet. Kig fx i indholdsfortegnelse, bagsidetekst, forord og konklusion, og vurder materialets relevans, pålidelighed og aktualitet i forhold til din problemstilling. Er materialet fyldestgørende, eller er du nødt til at prøve at finde andet/mere?
Hvis du vil være helt sikker på, at du ikke har misset væsentlig information, kan du spørge en bibliotekar.
Se på hvor lang tid du har i alt til opgaven, og strukturér din tid i forhold til dette. Informationssøgning kan hurtigt blive en tidsrøver, og på et tidspunkt skal man videre. Du skal også have tid til at læse og skrive ikke mindst. Man får aldrig det hele med, og det er helt reelt, så længe du husker at gøre rede for, hvordan du har vinklet, og hvilke afgrænsninger du har foretaget.

Du kan læse mere om struktureret informationssøgning i kapitlet "Litteratur og informationssøgning til opgaven" af Rasmussen, Remvig & Wien (Den Gode Opgave, 5. udg., 2017, kap. 5). Bestil bogen på biblioteket.

Sidst opdateret: 02.09.2021