Skillingsviser har været kendt siden det 16. århundrede. Viserne blev skrevet med det formål at forsyne den brede offentlighed med stof til sang og underholdning, og har dermed både underholdt, adspredt og orienteret om de nyeste begivenheder og katastrofer. Skillingsviser er derfor at sammenligne med vore dages ugeblade.

Allerede op gennem 1700-tallet var der tale om masseproduktion af disse tryk, der blev fremstillet af store producenter. Trykkene indeholdt et varierende antal viser, og desuden eksisterede der forskellige visetyper.

Varierende antal af viser

I et skillingstryk kan antallet af viser variere fra en vise og op til tre eller fire. For at kunne skelne mellem de enkelte viser kaldes vi trykkets første vise for en a-vise, den anden vise for b-vise osv.. Især i oplysningerne om første linje, melodi, noter og andet vedrørende trykkene er denne skelnen mellem a-, b- og c-viser væsentlig.

Typer

Der findes forskellige typer af skillingsviser. I samlingener viserne delt ind i følgende ti typer:

1. Nyhedsviser. Dette er viser omhandlende virkelige begivenheder. Det kan f.eks. være skibskatastrofer, mord eller retssager. Disse viser er ofte ledsaget af en prosaberetning om begivenheden.
2. Lejlighedssange. Dette er viser skrevet til en speciel lejlighed, f.eks. bryllup eller andre højtideligheder indenfor kongehuset.
3. Lyriske viser. Disse viser er poetiske viser, der oftest har et kærlighedstema
4. Folkelige viser. Dette er viser, der er gået i tradition, og som synges af folk.
5. Humoristiske viser.
6. Revyviser.
7. Fædrelandssange.
8. Politiske sange.
9. Arbejder- og håndværker- og soldaterviser
10. Sømandsviser

Latinske bogstaver

Tekster med latinske bogstaver er afskrevet bogstavtro, dvs. trykfejl i originaltrykket er ikke rettet. Direkte meningsforstyrrende fejl vil blive forklaret i noterne til den enkelte vise.

Indgang til viserne

Der kan være mange indfaldsvinkler, når man søger en bestemt skillingsvise. Nogle kan måske huske den originale visetitel, andre visens førsteline. Nogle vil måske gerne se hvilke viser, der er skrevet om et givet tema, medens andre er interesserede i visernes melodier. Her forsøges der derfor at give en bred søgemulighed ved hjælp af forskellige fortegnelser.

• Alfabetisk titelfortegnelse over visetitler 
• Fortegnelse over fuldstændige visetitler 
• Fortegnelse over vise-nummerering 
• Fortegnelse over visetyper 
• Førstelinie-fortegnelse 
• Melodi-fortegnelse 

Skillingsvisens historie

Skillingstryk er benævnelsen for 4-8 sidede tryksager i oktavformat. Disse tryk, hvoraf de ældst bevarede i Danmark er fra 1530, kunne indeholde en, to eller flere viser, og på forsiden af trykket var der gerne en længere titel og et billede, i begyndelsen et træsnit, men efter 1900 undertiden et fotografi. Papiret var oftest ujævnt og af billig kvalitet, og sætningen blev i reglen overladt til lærlinge med forekommende fejl til følge.

Set fra et produktionsmæssigt synspunkt kan skillingsviserne inddeles i tre store hovedgrupper. Den første gruppe var viser, som blev skrevet med direkte henblik på kundekredsen. Det var nyhedsviser med aktuelle temaer som mord, skibskatastrofer og brand, eller det var lyriske viser med de evigt aktuelle temaer som lykkelig og ulykkelig kærlighed. Den anden gruppe omfattede viser, som blev genlanceret af viseproducenten. Det kunne være optryk af ældre skillingsviser, som producenten vidste var blevet populære, eller optryk af viser, som producenten kendte fra mundtlig tradition, altså ældre folkeviser. Den tredje gruppe bestod af viser skrevet i producentens samtid, men ikke med henblik på at blive skillingsviser. Dette var ofte litterære viser, kunstviser, skrevet af tidens poeter.

Udtrykket skillingsviser optrådte første gang i 1795, men allerede op gennem 1700-tallet var der tale om en masseproduktion af skillingstryk. De viser, der udkom i løbet af 1800-tallet, blev trykt i et stadig større oplag og udgivet af store producenter, hvis oplag i perioder med vigtige begivenheder kunne spænde fra 10.000 til 40.000 stk. pr. uge. I første halvdel af det 19. århundrede var nogle af de største producenter Matthias Seest, der virkede i perioden 1792-1812, familien Tribler i perioden 1809-1823 og Jacob Behrend i perioden 1828-1846. Det var producenterne, der afgjorde hvilke viser der blev trykt som skillingsviser, og derfor var disse viser altid kommercielle, idet de enten blev skrevet eller valgt med salg for øje.

Viserne blev solgt som gadeviser, hvor de blev falbudt på gader og stræder af såkaldte visekællinger eller af børn, der gik rundt med dem i kurve. Man påkaldte sig kundernes opmærksomhed ved at råbe og ved at synge viserne. Visekællingerne måtte betale bogtrykkerne fra 14 skilling for 25 viser til 1 skilling pr. vise alt efter dens længde, og visekællingerne videresolgte viserne med en fortjeneste på ca. 1 skilling. Skillingstrykkene kostede derfor som regel 2 skilling, hvilket efter møntreformen i 1875 var lig med 4 øre. Den 18. oktober 1805 blev dette gadesalg dog forbudt i København og straffedes med fra 8 dages fængsel på vand og brød til 3 måneders arbejde i forbedringshus. Forbudet havde en øjeblikkelig virkning, men salget tog dog senere til igen. På landet blev viserne falbudt af bissekræmmere og markedssangere.

Først med Julius Strandberg, der levede i perioden 1834-1903, blev der tale om en egentlig viseindustri. Mellem 1870 og 1890 kunne han således i enkelte år fra sin butik i København og via kolportører, markedssangere, annoncer og faste handlende over hele landet sælge en halv million skillingstryk. Strandbergs visefabrikation kan ses som en direkte forgænger for vor tids sensationspresse, både dags- og ugebladspressen, idet man ønskede at vise en verden fuld af lykke eller fuld af gru, fuld af noget der ikke var den almindelige, kedelige hverdag, men som var anderledes og talte til folks sentimentalitet, forargelse, nysgerrighed o.s.v. Skillingsviserne var desuden ofte satiriske.

Skillingstryk var almindelige indtil Første Verdenskrig, hvorefter de afløstes af sangpostkort med tidens schlagere og revyviser. De sidste sangpostkort blev trykt i 1956. I perioden 1930-57 forsøgte Eigil Sølve i Odense at udgive skillingsviser, men de spillede ikke længere samme rolle som før Første Verdenskrig.

Oversigt over afhandlinger, artikler og udgaver:

ANDERSEN, Ruth: Den rapmundede muse, Odense Universitetsforlag, 1995 (om skillingsviser fra Matthias Seests Bogtrykkeri 1800-1810)

BUCHHOLZ, Peter og Iørn Piø: "En publikumsorienteret visegenre", Folk og Kultur, 1980, p. 19-30 (om markeds-, gade- og skillingsvisesang)

CLAUSEN, Karl: Dansk folkesang gennem 150 år, Fremad, 1958, p. 250-265 (om skillingsvisens historie og forskellige typer)

PIØ, Iørn: 80'er-viser, Strandbergs Forlag, 1980 (viser fra Strandbergs værksted inklusive beretninger og kommentarer)

PIØ, Iørn: "Julius Strandbergs skillingsviseproduktion 1861-1903", Folk og Kultur, 1974, p. 17-49 (om Strandbergs liv og produktion i nævnte periode)

PIØ, Iørn: Produktionen af danske skillingsviser mellem 1770 og 1821 og samtidens syn på genren (1960), Københavns Universitets Fond, 1965 (om skillingsvisens historie, produktion, spredning og indhold samt opfattelsen af skillingsviser i nævnte periode)

PIØ, Iørn: Skillingsviser, Studieserien udgivet af Dansklærerforeningen, Gyldendal, 1974 (antologi/arbejdsbog vedrørende skillingsviser)

PIØ, Iørn: Visemageren, Strandbergs Forlag, 1994 (om 1800-tallets skillingsvisekonge Julius Strandberg)

THOMSEN, Thomas: Farvel til Danmark, Universitetsforlaget i Århus, 1980 (om skillingsviser omhandlende skibskatastrofer og udvandringen 1830-1914)

THOMSEN, Thomas: Jens med guldklumpen, Chr. Erichsens Forlag, 1982 (skillingsviser omhandlende skibskatastrofer og udvandringen 1830-1914).