Bogen Epistolarum Astronomicarum er fra 1596 og indeholder en brevveksling mellem Tycho Brahe og blandt andre den tyske astronom og landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel.
Omslaget på bogen er en tekst fra middelalderen, som indeholder noder til en gregoriansk vekselsang. Dengang brugte man tekster i hårdfør materiale som omslag, når teksterne ikke længere skulle bruges. Materialerne kunne herved genanvendes, så man således ikke blot sænkede udgiften til bogudgivelsen, men samtidig sikrede en robust indpakning på bogen, så den var beskyttet mod slitage og smuds.
Teksterne på disse omslag stammer fra middelalderen og er derfor skrevet eller trykt efter samtidens metoder. På omslaget til Epistolarum Astronomicarum ses blækfarverne sort, rød og blå, som dengang blev fremstillet på forskellig vis. I dag kan vi med moderne teknologi (røntgenanalyse) se hvilke grundstoffer, der var anvendt til at skabe farverne i blækket.
Grundstofidentifikation
På Institut for Fysik, Kemi og Farmaci arbejder lektor i kemi Kaare Lund Rasmussen netop med grundstofidentifikation ved hjælp af røntgenanalyse ved brug af en ARTAX-800 mu-XRF. Her rammer en fokuseret røntgenstråle prøven, hvorved en elektron slåes ud af atomerne. En elektron med en højere energitilstand falder tilbage i den kvantetilstand, som blev ledig. Herved udsender atomet en blød røntgenstråling, hvis energi afhænger af, hvilke grundstoffer der er tale om.
Blandt de identificerede grundstoffer er kviksølv i den røde blækfarve og kobber i den blå blækfarve. Disse var almindelige at bruge i blæk på den tid. Mængderne af kviksølv, som er fundet på omslaget af bogen, er for små til at være meget farlige for os i dag, men bogen skal dog behandles med en vis forsigtighed.
Resultat af røntgenanalysen
Resultaterne kan downloades for hhv. blåt blæk (PDF, 0.1MB) og rødt blæk (PDF, 0.1MB).
Nærbilleder af teksterne kan hentes som PDF her (2,2MB).
Læs også DR P4 Fyns artikel om analysen her.