Menu

SDU udvider i Sønderborg

I dag blev første spadestik taget til Center for Industriel Elektronik, der skal være hjemsted for forskning, innovation og tre nye ingeniøruddannelser. Centret, der imødekommer den regionale efterspørgsel på ingeniører, er resultatet af et unikt samarbejde mellem erhvervsliv, universitet, region og kommune.

Af Sune Holst, suneholst@mci.sdu.dk, 06-04-2018 

 

Sidste sommer bød på et historisk initiativ, da industrielle parter, Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og SDU samlede kræfterne for at imødekomme manglen på elektronikingeniører i Syddanmark.

 

Resultatet blev etablering af Center for Industriel Elektronik (CIE) i Sønderborg.

 

De fem partnere - Danfoss A/S, Linak A/S, Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og SDU – investerede tilsammen 176 millioner kroner i projektet.

 

Lokal succes bider sig selv i halen

 

Baggrunden for  det nye center er bittersød. Syddanmark har en særlig styrkeposition inden for energieffektive teknologier, især omkring Sønderborg er der et stærkt økosystem og stor koncentration af virksomheder. Branchen eksporterer for 34 mia. kroner årligt og er dermed én af de tunge drenge inden for dansk eksport.

 

Men branchen har i flere år kæmpet med at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft inden for det tekniske område og ingeniører. Da elektronik i et stigende omfang er en betingelse for at konsolidere og skabe vækst i branchen, er det afgørende, at den rette kvalificerede arbejdskraft er til stede.

 

Derfor er de fem partnere gået sammen om at etablere Center for Industriel Elektronik.

 

- Centret er vokset ud af de gode og nære relationer,  vi har med regionen, kommunen og landsdelens erhvervsvirksomheder. Vi vil i de kommende år kvittere for samarbejdet med at rekruttere dygtige studerende og uddanne dem til ingeniører med de rette kompetencer og af en sådan støbning, at de kan være med til at løfte udfordringerne i regionen, siger prorektor Bjarne Graabech Sørensen.

 

 

Nyt fyrtårn for industriel elektronik

 

I dag blev første spadestik til centrets fysiske rammer taget. Bitten & Mads Clausen Fond og LINAK A/S har finansieret en ny bygning, som  kommer til at ligge i forlængelse af Alsion, hvor SDU Sønderborg har adresse. 

 

- På Als og i Sønderborg ligger virksomheder med globale perspektiver. De har brug for de bedste ingeniører. Ved at bygge en CIE bygning med de mest moderne faciliteter, vil Linak og Bitten & Mads Clausens Fond sikre, at disse ingeniører også uddannes lokalt, siger direktør Per Have fra Bitten & Mads Clausens Fond.

 

Den nye femetages bygning skal således huse laboratorier, testfaciliteter og projektrum,  og den står færdig i sommeren 2019.

 

Centret kommer til at skabe værdi for virksomhederne i deres innovation og produktudvikling, ligesom det vil give SDU-forskere inspiration og skabe en solid basis for at uddanne de ingeniører, som virksomhederne efterspørger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vil du læse elektronik i Sønderborg?

Se uddannelserne

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies