Menu

Studerende har inviteret Margrethe Vestager til SDU

Jonathan Salomonsen studerer jura og har studiejob som EU-karriereambassadør. Og så har han i mere end et halvt år haft en mission: han står for Margrethe Vestagers besøg på SDU den 5. november.

Når EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager tager plads bag mikrofonen i SDU’s største auditorium, vil Jonathan Salomonsen endelig kunne ånde lettet op.

Så er alt nemlig gået, som det skulle.

Margrethe Vestager har lagt arm med store verdensomspændende virksomheder, blandt andre Google, Amazon og Starbucks. 

Jurastuderende med en mission

Det er ikke en fru hvem-som-helst, som Jonathan Salomonsen det meste af et år har arbejdet for at få til SDU.

- Hun er så vild en profil. Hun er bare helt sin egen. Hun har opnået vildt meget og er alligevel meget laidback, siger Jonathan.

Til dagligt studerer Jonathan jura, men han arbejder også som EU-karriereambassadør. Hans opgave er at gøre flere interesserede i at arbejde ved EU-institutionerne i Bruxelles.

- For de fleste er det at arbejde i EU lidt fjernt. De kan ikke rigtig placere det, og ved heller ikke, hvad de skal gøre for at søge, forklarer han.

EU søger nye medarbejdere

Men EU har op mod 50.000 ansatte, og på grund af almindelig udskiftning er der stor brug for nye kandidater til de forskellige jobs.

Alene i Margrethe Vestagers stab er der 900 ansatte.

- Kommissæren kommer til at fortælle om at gøre karriere i EU, men hun kommer også til at tale om EU’s fremtid. Og så er det meningen, at der skal være borgerdialog. Det vil sige, at publikum får chancen for at stille spørgsmål, og hun svarer, siger Jonathan.

Publikum kan stille spørgsmål til Margrethe

Han har spurgt professor Peter Bro, som leder journalistuddannelserne på SDU, om han vil være moderator.

- Det ville han gerne. Det er superfedt, at Margrethe Vestager gør det i stedet for bare at levere en tale, og så er det farvel, siger Jonathan Salomonsen.

Arrangementet er både for studerende og for andre interesserede – enten i at gøre karriere i EU eller bare i at høre mere om EU’s fremtid.

Vil vide hvad der driver kommissæren

For Jonathan har det været tidskrævende, spændende, sjovt, hårdt og lærerigt at sætte arrangementet på benene. Og han glæder sig til at få svar på et af sine egne spørgsmål:

- Det er jo et uendeligt spil, hun har gang i. Kampen mod giganterne - for retfærdighed og for, at de skal følge loven. Jeg vil gerne vide, hvorfor hun vil fortsætte som EU-kommissær. Hvad driver hende?

Det får han forhåbentlig at vide den 5. november.

Vil DU gerne høre Margrethe Vestager og få mulighed for at stille spørgsmål til hende, så meld dig til her.

Har du spørgsmål omkring en karriere i EU?
Skriv til eucareers.sdu1@gmail.com

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies