Menu

Kvante Karina taler 11 sprog

En teenager med pinkfarvet hår forklarer kvantefysik i videoblogformat. Og det gør den virtuelle figur så godt, at hun fremover bliver tilgængelig på 11 sprog. SDU-centret CP3 Origins står bag initiativet, der henvender sig til børn og unge.

Teenageren Kvante Karina fik i september sin egen Youtube-kanal, hvor hun jævnligt lægger videoer op om kvantefysik.

Når den virtuelle figur fortæller om universets mørke stof, opdagelsen af Higgs-partiklen eller om Einsteins største gennembrud, lytter hendes jævnaldrende.

Hun fortæller sjovt og forståeligt om et fag, som mange finder svært tilgængeligt.

Og da hun samtidig relaterer til teenageproblemer om fyre, der ikke skriver tilbage og om tøjkrise op til en klassefest, tiltrækker den virtuelle figur sig opmærksomhed blandt de helt unge på YouTube.

International opmærksomhed

Kvante Karina har på få måneder fået flere tusinde følgere, og det har fået andre lande til at interessere sig for SDU-initiativet. Derfor bliver hun nu international.

SDU’s grundforskningscenter CP3 Origins, der står bag Kvante Karina lancerer hende fredag på 10 andre sprog - blandt dem er kinesisk, svensk, engelsk, spansk og italiensk.

 

Fysikken i hverdagen

Kvante Karina er udsprunget af SDU-projektet Kvantebanditter, som arbejder på at formidle fysik til børn og unge, og få dem til at interesse sig for videnskab. 

Og Videobloggeren med det pinkfarvede hår er blevet lidt af et lærestykke i, hvordan man kan få unge til at forstå den enorme rolle, som fysikken har i vores hverdag.

Hun har en trofast fanskare, som i kommentarfelterne til videoerne opfordrer hende til at fortsætte videoerne og komme med forslag til hvilke emner, hun skal tage op næste gang.

Kvantebanditter

Udforsk fysik-universet, Kvantebanditter, hvor Kvante Karina formidler sin store viden.

Læs mere

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies