Menu

Voldtægtsofre trækker ofte anmeldelsen tilbage

Kun 17 procent af alle anmeldte voldtægter fører til en retssag. Ny forskning peger på, at en af grundene kan være den psykiske belastning, der er forbundet med at deltage i efterforskningen for ofrene

Af Marianne Lie Becker, mlbecker@health.sdu.dk

Danmark er et af de lande, hvor flest anmeldte voldtægter kommer for retten. Og hvor politi, hospital og andre instanser er bedst til at samarbejde. Alligevel er det under en femtedel af alle sager, der bliver opklaret og en gerningsmand kan straffes.

— Over 60 procent af sagerne i Østjyllands Politi når ikke længere end til efterforskningen. Det vil sige, at der ikke er nogen, der bliver sigtet for forbrydelsen, fortæller Nina Beck Hansen, ph.d på SDU’s Institut for Psykologi.

— Vi kan se, at der kan være mange grunde hertil, men en af forklaringerne kan skyldes, at en del ofre selv trækker sig, enten ved at trække anmeldelsen tilbage eller ved ikke at deltage aktivt i efterforskningen.

Kvinder fastholdes i traumet

Nina Beck Hansen har sat sig for at undersøge, hvor mange voldtægtssager, der kommer for retten, og om der er en sammenhæng mellem den psykiske belastning og det retslige udfald.

Det er der kommet en ph.d.-afhandling med fem forskningsartikler ud af. Hun har i sin forskning set på 282 anmeldte voldtægter hos Østjyllands Politi. Af dem nåede 17,7 procent til domstolene, og i 13,5 procent af sagerne faldt der dom.

I Østjylland anvender man et multidisciplinært samarbejde omkring voldtægter. Det betyder, at Østjyllands Politi og Center for Voldtægtsofre i Aarhus arbejder sammen om at støtte ofre for voldtægt. Derved skånes ofrene mest muligt og skal igennem så få afhøringer og undersøgelser som muligt.

Efter granskningen af de 282 sager har Nina Beck Hansen flere kvalificerede bud på, hvorfor ofrene trækker deres anmeldelser tilbage.

— En voldtægt er en akut stressbelastning, som medfører et traume. Ofre reagerer naturligvis forskelligt, men mange oplever en stor psykisk belastning efterfølgende. Og den bliver de fastholdt i, når de igen og igen skal fortælle om og forholde sig til voldtægten over for politiet. Så kan det synes lettere bare at droppe sagen og forsøge at komme videre i sit liv, siger hun.

Hvem har skylden?

Voldtægt er en forbrydelse knyttet til mange fordomme og med en broget historie.

— Historisk har voldtægt altid været en forbrydelse, men tidligere blev det anset som en forbrydelse mod offerets ægtemand, som ansås for den reelle forulempede. I nyere tid er dette syn blevet ændret, især fik 1970’ernes kvindebevægelse sat fokus på uligheden mellem kønnene. Men der ses stadig fordomme i forhold til, om kvinden selv bærer en del af skylden for en voldtægt.

For eksempel om kvinden har været beruset eller udfordrende klædt og dermed selv har ”inviteret” til overgrebet. Disse fordomme ledte Nina Beck Hansen efter ved at undersøge, om sager med bestemte karakteristika var mere tilbøjelige til at komme længere i den retslige proces.

En rigtig voldtægt og et sandt offer

Fra film og kriminalromaner kender vi alle scenariet med den fremmede mand, der trænger sig ind på sit offer og tvinger hende med vold, mens hun gør modstand.

— Vi har alle nogle forestillinger om, hvad en ”rigtig voldtægt” og et ”sandt offer” er. Men virkeligheden er ofte meget anderledes. Ud fra journalerne kan vi se, at ofrene ofte kender gerningsmanden, og at de ikke gør fysisk modstand under overgrebet.

Der viser sig at være flere sigtelser i sager, hvor offeret kender gerningsmanden. Men om offeret har gjort modstand, ser ikke ud til at have betydning for, om en sag når helt frem til en retssag. Det har derimod alkoholindtag og omfanget af fysiske skader.

— Sager, hvor offeret har indtaget alkohol, bliver oftere opgivet uden en sigtelse. Men det er ikke til at sige, om det skyldes stereotype opfattelser af offerets troværdighed eller bevisernes omfang, understreger Nina Beck Hansen.

Brug for ny praksis

Den store psykiske belastning, som voldtægtsofrene udsættes for under efterforskningen, oveni det traume de har fået på grund af forbrydelsen, bør ifølge Nina Beck Hansen føre til en ændring af efterforskningspraksis.

— Man kan måske indføre en praksis, der tager mere hensyn til offerets psykiske belastning efter en voldtægt. Der kigges for eksempel på nye måder at støtte ofrene i deres deltagelse og muligheder for at give vidneudsagn. For eksempel ved at videofilme afhøringer, så offeret ikke skal gentage sin forklaring igen og igen.

Mød forskeren

Nina Beck Hansen er psykolog og ph.d. tilknyttet forskningsenheden ThRive og Videnscenter for Psykotraumatologi på Institut for Psykologi. Arbejdet her er fokuseret på psykologisk forebyggelse, behandling og forskning inden for traumerelaterede lidelser, blandt andet posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).

Kontakt

Få mere Ny Viden her

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies