Menu

Sydfynsk bugt har verdensrekord i at forhindre CO2 udslip til atmosfæren

Det er ikke kun klodens store skove, der er i stand til at optage store mængder kulstof. Undersøiske enge af havgræs kan også være med – og her er den sydfynske bugt Thurøbund ubestridt verdensmester, viser ny forskning.

 Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk, 10-01-2017

Ålegræs i en fjord syner måske ikke af så meget, men de svajende undersøiske græsser spiller faktisk en overordentlig stor rolle i klodens CO2-regnskab.

Engene er nemlig i stand til at optage og lejre store mængder kulstof – en evne, som er særdeles eftertragtet i en tid, hvor forskere og politikere jagter gode ideer til, hvordan vi nedbringer udledningen af CO2 til atmosfæren.

Der findes effektive enge af kulstof-lejrende havgræsser langs kysterne i store dele af verden – men i følge SDU-biologer er ingen lige så effektive som en helt bestemt eng af ålegræs, der vokser i Svendborgsund, nærmere betegnet i bugten Thurøbund.

- Forskere har målt mange steder i verden. Senest har jeg selv været med til at måle på 10 udvalgte enge i danske og finske dele af Østersøen. Ingen steder kommer tilnærmelsesvis i nærheden af Thurøbund, siger Marianne Holmer, der er professor og leder af Biologisk Institut på SDU.

Beskyttet og meget produktiv

Forklaringen skal findes i Thurøbunds særlige forhold.

- Bugten er meget beskyttet og samtidig meget produktiv. Det betyder, at ålegræsset vokser godt, og når ålegræsset dør, forbliver det i ålegræsengen. I denne begravelses-proces bliver plantens kulstof lejret i havbunden.

- I Finland vokser ålegræsset derimod på åbne kyster, og her bliver det døde ålegræs langt hyppigere ført bort af strøm og vind – og kulstoffet transporteres ud på åbent vand, hvor det enten begraves eller omdannes til CO2. Det ved vi endnu ikke helt præcist , forklarer Marianne Holmer.

I Thurøbund lejres der ca. 27.000 g kulstof  pr. kvadratmeter. Til sammenligning kommer tallet aldrig over 10-11.000  andre steder i verden.

Kulstoffets økonomiske værdi

I følge den nye undersøgelse, som Marianne Holmer har deltaget i, og som ph.d.-stipendiat Emilia Röhr er hovedforfatter til, tegner der sig et generelt billede af, at danske havgræs-enge i Østersøen lejrer 3-4 gange mere kulstof end de finske.

- De finske enge er mere udsatte end de danske og vokser i mere eksponerede miljøer, hvor de døde planter ikke får lov at synke til bunds, så deres indhold af kulstof bliver lejret i sediment, forklarer Emilia Röhr.

Det er uvist, hvor de døde planter forsvinder hen – og om de bliver lejret andetsteds, eller om de ender som CO2 til atmosfæren.

Eftersom havgræs-enge kan lejre kulstof og dermed forhindre udledningen af CO2 til atmosfæren, er der udviklet et system til at beregne den økonomiske værdi af det kulstof, der lejres.

- Værdien i Danmark er 1809 euro pr. hektar (ca. 13.500 kr.), mens den i Finland, hvor der jo lejres mindre kulstof, er 281 (ca. 2.100 kr.), siger Emilia Röhr.

Andre forskere har tidligere beregnet, at den globale tilbagegang af havgræsser har kostet 1.9 – 13.7 milliarder US dollars i mistet kulstoflejring.

Ålegræs er hjem for fisk og rejer

Mange lande gør i disse år en stor indsats for at bringe havgræsserne tilbage.

De er nemlig ikke kun gode til at lejre kulstof: De er også hjem for en lang række små og større dyr, herunder kommercielt vigtige arter som rejer, fladfisk og torsk, og desuden fungerer planterne som partikelfiltre, der holder vandet klart.

På globalt plan har Jorden mistet anslået 29 pct. af de havgræsenge, der fandtes i 1879. I Danmark er der forsvundet 80-90 pct. siden 1930erne.

Mød forskeren

Professor Marianne Holmer leder Biologisk Institut på SDU. Hun har i mange år studeret havgræsøkologi og -biogeokemi i tempererede og tropiske økosystemer.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies