Menu

Nobelprismodtager gæster SDU

Den amerikanske fysikprofessor Samuel Ting holder 1. september foredrag på SDU’s Danish Institute for Advanced Study.

På SDU skal fysikprofessoren tale om universets gåder og give eksempler på de største opdagelser, han har gjort igennem tiden – både til lands og i luften.

Samuel Ting, der er ansat på det amerikanske eliteuniversitet MIT, modtog i 1976 Nobelprisen for opdagelsen af den såkaldte J/psi-partikel.

Han har siden gjort en række afgørende opdagelser inden for partikelfysik, og han er i dag leder af et stort projekt, der forsker i mørkt stof, antistof og kosmisk stråling med udgangspunkt i Den Internationale Rumstation (ISS).

- Vi er meget stolte over at kunne tiltrække en så stærk international kapacitet inden for partikelfysik. Det er et område, hvor SDU med et dedikeret grundforskningscenter, Particle Physics Phenomenology (CP3- Origins), har store forventninger til at bidrage med vigtig grundforskning i de kommende år, siger fysikprofessor Francesco Sannino, som er co-director i Danish Institute for Advanced Study (D-IAS).

Danish Institute for Advanced Study er et forskningscenter på SDU, der skal skabe et særligt miljø dedikeret til grundforskning på højeste niveau.

Det er centerets mål at samle interne og eksterne forskere og talentfulde studerende, som kan inspirere hinanden på tværs af fagområder. Det sker blandt andet igennem ugentlige seminarer, som er åbne for alle interesserede.

Samuel Ting bliver den første i rækken af Nobelprismodtagere, der lægger vejen forbi Danish institute for Advanced Study. Den 81-årige professor er i Danmark for at deltage i CP3-Origins’ fysikkonference DAνCo, der bliver afholdt i Odense fra 28. august.

Konferencen er blandt andet støttet af Det Frie Forskningsråd og Carlsbergfondet.

Foredraget med Samuel Ting finder sted fredag 1. september fra klokken 16 til 17 i auditorium 100 på SDU, Campusvej i Odense. Arrangementet er gratis og tilmeldingen er åben på dette link

Deltag i arrangementet

Det er gratis at deltage i arrangementet, som finder sted d. 1. september, kl. 16-17 i auditorium 100.

Tilmeld dig her

Error while rendering view [CookieWarning].