Menu

64 millioner til forskning i droner

SDU står i spidsen for et stort forskningsprojekt, som skal sikre Danmark en førerposition i udvikling af droner.

Af Birgitte Dalgaard, bird@tek.sdu.dk, 23-09-2016

Droneforskningen får nu en kæmpe saltvandsindsprøjtning. I regeringens dronestrategi er der afsat 30 millioner kroner til projektet UAS-ability, som er forankret på Syddansk Universitet.

Med et samlet budget på 64 millioner kroner skal SDU arbejde for at samle landets forskningskræfter inden for droner, så alle arbejder mod det mål at gøre Danmark til en førende dronenation.

- It is fantastic! siger leder af SDU Dronecenter, Brad Beach.

Siden 2015 har amerikaneren stået i spidsen for dronecenteret på SDU, og han skal nu i gang med at anlægge to nye dronelaboratorier i forbindelse med HCA Airport i Odense.

Fem universiteter samarbejder

Projektet vil forene landets forskningskræfter inden for droner. Forskere fra fem af landets universiteter vil samarbejde for at sikre Danmark en førerposition i udviklingen af droner.

 - Vi har nu skabt en stærk forskningsplatform, hvor de bedste betingelser er til stede for at bringe droneforskningen op i verdensklasse. Sammen vil vi finde løsninger på de tekniske udfordringer, som skal løses, inden droner kan blive den kommercielle succes, alle forventer, siger institutleder Kasper Hallenborg fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU.

Universiteterne finansierer 34 millioner, mens regeringen finansierer 30 millioner kroner. Uddannelses- og forskningsministeren afsætter således 30 millioner kroner fra forskningsinfrastrukturmidlerne til en national droneforskningsinfrastruktur.

Med SDU som kraftcenter samler UAS-ability forskning i droneteknologi fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet.

 

 

Droner har kæmpe potentiale

- Droner har et kæmpe potentiale for at styrke Danmarks produktivitet og grundlaget for vækst i hele landet.

- Det potentiale skal vi gribe og udvikle, og derfor er det en stor glæde at kunne bevilge 30 millioner kroner til Danmarks første nationale forskningsinfrastruktur for droneteknologi, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) og fortsætter:

- Forskningsinfrastrukturen vil være tilgængelig for forskere i hele landet, og vil styrke mulighederne for at omdanne viden om droner til konkret værdi for danske virksomheder.

Universiteterne skal på storindkøb

Bevillingen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet sikrer, at droneforskerne fra landets universiteter nu kan gå på storindkøb. Der er nu råd til at købe det udstyr, som er en forudsætning for, at forskerne kan udvikle fremtidens droner.

- På SDU skal vi for eksempel købe en 3D-radar. Det er et redskab, som er helt nødvendigt i udviklingen af droner, som selv kan registrere og flyve uden om forhindringer i luften. Det er dyrt, og noget, vi ikke har haft råd til tidligere, siger Kasper Hallenborg.

På Aalborg Universitet skal forskerne blandt andet indkøbe en stor varebil. En kommandocentral på hjul, som kan overvåge dronerne i luften.

Samtidig skal forskerne købe en helikoptertestdrone, hvor forskerne for eksempel kan afprøve nye sensorer, som kan detektere andre fly.

Dronemiljøet omkring HCA Airport styrkes

SDU får med den nye bevilling mulighed for at integrere droneforskningen endnu mere i det internationalt anerkendte dronemiljø, som blomstrer omkring HCA Airport, hvor store virksomheder som Boeing tester droner.

- Vi etablerer to nye dronelaboratorier i lufthavnen. Et testlaboratorium, som er udstyret med simulatorer, hvor forskerne kan teste droner i forskellige miljøer, for eksempel i forbindelse med, at droner skal inspicere havvindmøller, siger leder Brad Beach fra SDU Dronecenter og tilføjer:

- Men også et kompositlaboratorium, hvor der blandt andet kan eksperimenteres med dronernes opbygning og design i kompositmaterialer. Udover universiteterne kan offentlige og private virksomheder også benytte laboratorierne, når de står færdige.

Forskning i droner

Dronecentret på SDU arbejder tæt sammen med eksperter inden for robotteknologi, computer vision, fysik, software engineering, maskinteknik og cyber-fysiske systemer.

SDU UAS Center

Specialist i droneteknologi

Se uddannelsen

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies