Menu

Eliten har altid dyrket alternative religioner

Alternative religioner er ikke noget, som er kommet med hippiernes fascination af healing, meditation og zenbuddhisme. Trods en stærk kirke har alternative tanker floreret i mindst 500 år - især blandt eliten

Af Stine Charlotte Hansen, stich@sdu.dk

I Finland påstod en mand i slutningen af 1700-tallet, at han kunne forvandle sten til guld. Han fik hurtigt en skare af følgere, som fik til opgave at bære en kiste med sten fra en by til en anden. Manden sagde, at stenene ville blive til guld, mens de gik.

Det var en lang tur, og kisten var tung. Efter mange dage åbnede apostlene låget for at smugkigge, men stenene var stadig ikke blevet til guld. 

- De gik faktisk videre til byen, for hvad nu hvis. Men stenene var stadig sten, og den påståelige leder fik en ny åbenbaring. Nemlig at guld var unødvendig luksus, når dommedag var på vej, fortæller professor Olav Hammer, som forsker i alternativ religion ved Institut for Historie på SDU.

Hver generation tror de opfinder den dybe tallerken

Han er medredaktør på en bog, som handler om de forskellige alternative religioner, skandinaverne har dyrket de sidste 500 år. Olav Hammer vil gerne gøre op med forestillinger om, at kirken var det eneste sted, skandinaverne udøvede religion.

- Hver generation genopfinder den dybe tallerken og tror, at de er de første. 68-generationen var interesseret i meditation og zenbuddhisme, og de opfattede sig selv som fuldstændig revolutionære og anderledes end alle andre tidligere generationer, siger professoren.

- Men deres bedsteforældre havde også besøg af folk, som fortalte om reinkarnation. 

Hoffolk plyndrede grave

Indtil midten af 1800-tallet var det dog kun eliten, som åbent kunne dyrke andre alternativer end kirken. Almindelige folk kunne risikere fængselsstraf eller eksil, hvis de var kristne på en anden måde, end kirken foreskrev.

- Den lutherske kirke havde stærke bånd til staten, og på papiret var det forbudt at samles til religiøse møder udenfor kirken, men det gjorde aristokraterne alligevel. Også selvom de var medlemmer af kirken. De rige var tæt på kongen, og så kunne man gøre, hvad man ville, siger Olav Hammer. 

- Vi ved, at små grupper ved det svenske hof plyndrede grave for at mane ånder frem af skeletterne og komme i kontakt med de døde. 

Astrologi var ikke velset af kirken

Den mest kendte udøver af alternativ religion i Danmark er astronomen og astrologen Tycho Brahe, som brugte sin viden om stjernernes placering til at forudse fremtiden. 

- Tycho Brahe var en mester til at lave horoskoper, og kongen var naturligvis interesseret i at finde ud af, hvordan det ville gå ham. Om hans helbred ville være godt, og om dronningen ville få tronarvinger, forklarer forskeren.

- På grund af kongens accept kunne Tycho Brahe praktisere astrologi, som ellers ikke var så velset af kirken på den tid. 

De velhavende dyrker alternative religioner

Staten og kirken opløste magtmonopolet i midten af 1800-tallet. Det var dog stadig i høj grad højtuddannede, som dyrkede det alternative. I 1920’erne holdt tilhængerne af en teosofisk bevægelse verdenskongres på en svensk ø, og flere af de ledende teosoffer besøgte den svenske konge Oscar II, der var interesseret i bevægelsens ideer.

- Kongen synes, det var spændende. Og hvem var medlemmerne af bevægelsen? Læger, advokater, diplomater og ingeniører. Ikke aristokratiet, men det højere borgerskab med gode uddannelser, fortæller Olav Hammer. 

- Veluddannede har i højere grad overskud til at være eksperimenterende og er mindre bundet af traditioner. 

Fra supertabu til ikke særlig underligt 

Han beskriver skandinavernes forhold til alternativ religion, som en glidende overgang fra supertabu, til at det i dag står alle og enhver frit at gå til en astrolog, clairvoyant eller healer, og at det af de fleste ikke opfattes som underligt.

Ligesom aristokraterne gjorde for flere hundrede år siden, er der mange, som kombinerer deres religiøsitet. I dag kan vi godt være medlemmer af folkekirken og interesserede i reinkarnation, tro på shamanisme og føle, at buddhismen er lige så spændende som kristendommen.

- Du kan altså sagtens være medlem af pinsekirken og alligevel have en høj akademisk uddannelse og et naturvidenskabeligt arbejde. Pinsekirken påvirker måske din måde at opfatte, hvad der er moralsk, og hvordan man skal behandle sine medmennesker. Når du så er på job som læge eller ingeniør, er det nogle andre principper, der gælder. 

Mød forskeren

Olav Hammer er professor på SDU. Han har været ansat på universitetet siden 2004. Sammen med Henrik Bogdan fra Göteborgs Universitet har han redigeret bogen "Western Esotericism in Scandinavia" om alternativ religion i Skandinavien.

Olav Hammer

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies