Menu

Ægtefællen kan få betydning for din alder

Personer, der gifter sig ind i en slægt, som lever længe, får sandsynligvis også selv et længere liv end gennemsnittet af befolkningen.

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk 

Nogle gifter sig for pengenes skyld. Andre for kærligheden.
Et nyt forskningsprojekt fra SDU viser imidlertid, at ægteskabet måske også kan have betydning for levetiden.

Studiet, som netop har været publiceret i det internationale tidsskrift The Journals of Gerontology A: Medical Sciences, har undersøgt en række faktorer hos familier, hvis medlemmer traditionelt bliver gamle.

Og en af de ting, som forskerne også fandt frem til, var, at personer der gifter sig ind i en slægt, som lever længe, sandsynligvis også selv vil få et længere liv end gennemsnittet af befolkningen.

Mange års fokus på aldring

En af forskerne bag undersøgelsen er Jacob Krabbe Pedersen, som er videnskabelig medarbejder ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU.

Sammen med kollegerne forsker han i aldring. I efterhånden mange år har de fulgt en gruppe af landets ældste borgere og med jævne mellemrum interviewet dem.

Men forskernes fokus har ikke kun været på de gamle selv men også på deres voksne børn.
Og nu også på børnenes ægtefæller.

De ældste kan ikke levere alle svar

-Vi prøver på at knække koden og finde frem til, hvorfor nogle mennesker bliver gamle. I den sammenhæng ser vi selvfølgelig på hovedpersonerne, siger Jacob Krabbe og uddyber:

- Men samtidigt må vi også erkende, at de ikke kan give os alle de svar, vi gerne vil have, fordi de jo netop er mærket af deres alderdom.

Ifølge SDU-forskeren svarer det lidt til at undersøge fysikken på en bjergbestiger, der netop har nået toppen af Mount Everest. Vedkommende vil være slidt, men man kan godt regne ud, at der har skullet noget ekstra til at nå så langt.

Forskerne ser på hele familien

-Derfor har vi udvidet vores søgekriterier, så vi ikke kun koncentrerer os om enkeltpersoner. Derimod har vi interesseret os for familier, hvor mindst to nulevende søskende er 90 år eller derover, fortæller Jacob Krabbe Pedersen og tilføjer:

- Altså familier, der har gjort det rigtigt godt aldringsmæssigt.

Derefter fandt forskerne også frem til deres børn. 

Dødeligheden er markant mindre

-Vi forventer, at børnene har mange af de samme egenskaber som deres forældre, forklarer Jacob Krabbe Pedersen.
Og det tyder det på.

Rent statistisk kan forskerne se, at dødeligheden hos børnene fra de gamle familier kun er 50 procent i forhold til resten af befolkningen.

Det betyder, at hvis man sammenligner børnene af de gamle familier ved eksempelvis 60-årsalderen med jævnaldrende fra den øvrige befolkning, er der forholdsmæssigt kun halvt så mange fra førstnævnte gruppe, som vil dø inden for det næste år.

AegteskanFaaBetydning

Ægtefæller klarer sig godt

Herefter gik forskerne et skridt videre og inddrog børnenes ægtefæller i undersøgelsen:

-Vi har set på dødeligheden hos ægtefællerne til de børn, der kommer fra gamle familier. Og vi kan se, at også ægtefællerne klarer sig bedre end resten af befolkningen, når det gælder levetid, siger Jacob Krabbe Pedersen.

Ægtefællerne har nemlig kun en dødelighed på 75 procent eller mindre i forhold til deres jævnaldrende i resten af befolkningen.

Fortsat mange spørgsmål

-Så nu ved vi, at de der gifter sig ind i en familie, hvor de har tradition for at blive gamle, selv bliver særligt gode til at leve længe. Men der er fortsat mange ting, vi gerne vil have svar på, siger Jacob Krabbe Pedersen.

Eftersom man jo ikke kan gifte sig til sine gener, peger han på, at der må være andre faktorer, som er afgørende for, at ægtefællerne bliver ældre end gennemsnittet.

-Derfor vil vi gerne lære mere om deres livsstil, siger han.

Fokus på ægtefællernes livsstil

Ifølge SDU-forskeren vil det også være relevant at finde ud af mere om ægtefællernes generelle sundhedstilstand, og hvilke sygdomme de eventuelt udvikler.

Jacob Krabbe Pedersen pointerer desuden, at det i fremtidige studier kan være relevant at se på, hvilke socialklasser ægtefællerne kommer fra.

-Vi vil gerne finde ud af, hvordan de lever deres liv sammenlignet med de gamle familier, de har giftet sig ind i.

Forskning i aldring

I undersøgelsen fandt forskerne 3600 søskendepar, der var blevet 90 år. De interviewede 659 af disse par og fandt 5400 børn og siden deres ægtefæller. Forskerne har set på dødeligheden hos folk i alderen 20-69 år.

Om forskeren

Jacob Krabbe Pedersen er ansat ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU. Han er uddannet cand.scient. Han beskæftiger sig med epidemiologi og forsker blandt andet i exceptionelt lang levetid og cancer blandt de ældste.

Mailadresse

Error while rendering view [CookieWarning].