Menu

Kæmpevalg på SDU

Over 30.000 kan stemme, når SDU går til valg den 22.-23. november

Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk, 16-11-2016

Studerende og medarbejdere skal i denne måned vælge nye medlemmer til 174 nævn og udvalg, så der bliver tale om det hidtil største valg på SDU.

 Det holdes over to dage tirsdag 22. og onsdag 23. november.

Trods omfanget bliver der ikke kø foran stemmeboksene. Alle valg foregår nemlig elektronisk.

 De 31.155, der har ret til at stemme, får alle en mail med et link, der fører ind til afstemningerne.

Fredsvalg til SDU’s bestyrelse
De studerende skal blandt andet afgøre, hvem der skal repræsentere dem i SDU’s bestyrelse.

Allerede nu ligger det klart, at pladserne besættes af to fra studenterorganisationen Syddanske Studerende: Formand Klaus Rose og næstformand André Shamoun Dabroudi.

Der er nemlig tale om et såkaldt fredsvalg. For Klaus Rose er der tale om genvalg.

Kampvalg til Universitetsrådet
Universitetsrådet, der består af 12 medlemmer, er et kollegialt organ, der er oprettet for at inddrage medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger vedrørende universitetets daglige ledelse.

 De studerende skal vælge tre medlemmer, og her bliver der tale om kampvalg, idet der er opstillet fem kandidater, alle fra Syddansk Studerende.

Universitetets teknisk-administrative medarbejdere skal også vælge tre medlemmer, og her er der otte opstillede kandidater.

Det videnskabelige personale deltager i Universitetsrådet med formændene for de fem fakulteters akademiske råd.

Udover de centrale valg skal der vælges medlemmer til fakultetsråd, institutråd og studienævn.

Læs mere om valget ved Syddansk Universitet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies