Menu

Medierne glemte fællesskabet

Hvis massemedierne vil skabe værdi for brugerne, skal de vende tilbage til at fokusere på samtalen og relationer mellem mennesker. Det forsømte de nemlig så meget, at Facebook overtog

Af Stine Charlotte Hansen, stich@sdu.dk, 07-11-2016

I disse år finder en række mediehuse tilbage til gamle dyder. De arrangerer cafémøder, læserklubber, undervisning, debatter og koncerter. De er i gang med at finde tilbage i en rolle som skabere af grundlaget for samtalen mellem mennesker.

Og det er klogt, mener forsker Søren Schultz Jørgensen, som gennem tre år har forsket i mediernes sociale rolle i en erhvervs-ph.d. delt mellem Center for Journalistik og Fynske Medier.

- Oplagene falder drastisk, det samme gør seertallene, og Facebook vinder frem. Facebook har overtaget rollen som skaber af relationer og samtaler blandt mennesker. Indtil for 50 år siden var den rolle ellers avisernes, siger han.

Den sociale rolle, nyhedsmedier har spillet i menneskers liv, har ikke før været undersøgt i Danmark, og det giver nye perspektiver på ikke bare avisernes, men også radio- og tv-stationernes tilbagegang – og på deres fremtid.

Aviserne tabte kontakten

Det er nærliggende at tro, at internettet har været mediernes undergang, men det er det ikke, fortæller forskeren. Det har forstærket en tendens, som allerede var der.

For hundrede år siden var aviserne knyttet til partierne. De var noget af det, der var med til at skabe identitet. De var tæt på deres læsere. Men aviserne kappede båndene til partierne og blev uafhængige. I nogle byer havde der været fire-fem aviser, men mange lukkede, og de store aviser sugede markedet op.

De store omnibusaviser havde perioder med succes, men mistede langsomt kontakten til læserne.

- De mistede fornemmelsen for brugerne. Og for, hvornår folk finder nyheder relevante, siger Søren Schultz Jørgensen for at forklare nedgangen i avisernes oplag, som begyndte for alvor for 50 år siden. 

Nyheder var grundlaget for samtalen

Avislæsningen er faldet fra 50’erne og 60’erne, og internettet blev den gratis overhalingsbane fra 1995. Forskeren mener, at grunden til, at medierne mistede læsere, er, at de glemte at interessere sig for at skabe stof til samtale.

Nyheder har traditionelt givet stof til samtale mellem mennesker. Over frokostbordet i kantinen på slagteriet, i toget eller til forældremødet på skolen. Aviserne ville gerne gøre folk klogere med uafhængig journalistik, men fjernede sig fra hverdagens samtaleemner.

- Det er simpelt. Det har aldrig kun handlet om, at det enkelte menneske føler sig klogt efter at have læst en kronik eller artikel, men også om at han eller hun tager indholdet og bruger det til at få gode relevante samtaler med andre mennesker, siger Søren Schultz Jørgensen.

-Medierne har haft skyklapper på, og det har medieforskerne også. Gennem næsten hundrede år har man troet, at folk først og fremmest læste avis, fordi de ville have neutral og distanceret journalistik.

Medierne efterlod sig en bar mark

-Aviserne forstod ikke, at de var med til at skabe relationer og samtale. Det er deres undladelsessynd. De efterlod et hul, fordi de havde fokus på at formidle, hvad der skete i samfundet, men ikke så meget fokus på, hvordan de kunne hjælpe folk med at skabe meningsfyldte samtaler, siger Søren Schultz Jørgensen.

I mellemtiden kom internettet til, og det samme gjorde nye medier som for eksempel Facebook. Og Facebook fandt hurtigt ud af, at platformen kunne bruges til menneskers samtale.

- Der skød aviserne sig selv i foden, for de troede, at de kunne nøjes med produktudvikle journalistikken og lave nye tillæg eller nye sektioner, og så ville de komme ud til folk igen, men jeg mener, at de efterlod sig en helt bar mark, som de igennem 50-100 år nærmest ikke kiggede på. Så kom den nye teknologi og de nye medier og snuppede samtalen mellem mennesker, fortæller forskeren.

Søren Schultz Jørgensen understreger, at han ikke nødvendigvis tror, at de trykte aviser vil uddø, eller at medier og nyheder kun vil eksistere på nettet i fremtiden. De skal dog være til stede, og de skal være gode til det. Det er de også. Politiken har tæt på 226.000 følgere på Facebook. Berlingske næsten 143.000. Bladhusene har aldrig været i kontakt med så mange mennesker, som de er i dag.

- De kan bare ikke tjene penge på det, konstaterer Søren Schultz Jørgensen.

Læs hele artiklen i Ny Viden

Center for Journalistik

Centret uddanner journalister og forsker i journalistik og medier. Det hører under Institut for Statskundskab.

Kontakt

Læs om forskningen på SDU

Ny Viden november 2016

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies