Menu

Forskning kan løfte topfodbolden

SDU har fået en professor i fodbold. Peter Krustrups arbejde med det smukke spil skal både løfte folkesundheden og sparke elitefodbolden ind i en ny epoke

Af Jacob Stenz, jaes@sdu.dk

På den ene side er fodbold et sjovt og simpelt spil med en bold, hvor alle kan være med og høste store fysiske og sociale fordele.

På den anden er fodbold et dybt kompliceret og krævende spil, hvor selv den mindste detalje afgør forskellen på triumf og fiasko.

Ifølge SDU’s nytiltrådte fodboldprofessor, Peter Krustrup, kan et mere detaljeret, individuelt fokus give trænere langt bedre forudsætninger for at vurdere og forbedre spillernes fysiske formåen.

Radiobølger og GPS

Det giver et mere solidt fundament at tilrettelægge en kamp, en ligasæson eller en slutrunde ud fra.

- Vi er forbi den tid, hvor trænerne vurderer spillernes individuelle form og træningsbehov ud fra mavefornemmelser, siger Peter Krustrup, der har forsket i optimering af præstationer i elitesport gennem 20 år, blandt andet på Københavns Universitet.

Moderne teknologi som multikamerasystemer, radiobølgeteknologi og GPS-målere i spillernes tøj, der kan angive den nøjagtige position på banen op til 100 gange i sekundet, har givet nye analysemuligheder.

- Vi går hele vejen fra laboratoriet til udførelsen på banen. Vi undersøger alt fra kamppræstation, restitution, træning og testning. Vi tester også, hvad det betyder at spille på forskellige typer underlag, for eksempel kunstgræs, og om størrelsen og vægten af boldene har nogen betydning for løbepensum, spillestil og forekomst af skader.

Overvinder træthed

Forskningsmæssigt har Peter Krustrup blandt andet beskæftiget sig med fodboldspilleres træthedsperioder.

- Vi er blevet meget opmærksomme på, hvornår spillerne er inde i en midlertidig træthedsperiode, og hvordan holdet kan kompensere for, at en spiller restituerer sig undervejs i kampen, siger han.

Et af forsøgene har bestået i at udskifte spillere undervejs i en kamp for at teste deres sprintevne og tage muskelprøver for at måle mælkesyreindhold og sukkerbeholdningen i de hurtige og langsomme muskelfibre.

Trætte spillere

- Når vi tog spillerne ud efter en intens periode af første halvleg, så sprintede de langsommere end inden kampen. De var altså trætte. Men i slutningen af første halvleg havde de igen samme sprintevne som før kampen. Sidst i kampen kunne de til gengæld ikke restituere sig over trætheden, da mere end halvdelen af deres hurtige såvel som langsomme muskelfibre var løbet tør for sukker.

Han peger på, at en spiller i rigtig god form kan bringe sin restitutionstid ned på omkring to minutter.

- Det er en meget stor fordel for en træner at kende sine spilleres tærskler for træthed så godt, at man ved, hvornår de kan komme ovenpå igen, og hvornår de skal skiftes ud.

Genpres

En af de senere års klare taktiske udviklinger har været introduktionen af systematisk genpres, hvor et hold, der mister bolden, forsøger med sprinter og aggressive tacklinger fra mange markspillere at tilbageerobre bolden hurtigt og højt på banen.

Taktikken, der praktiseres af trænere som Pep Guardiola, Jürgen Klopp og Mauricio Pochettino, stiller store krav til spillernes evne til at foretage højintense løb.

- Man kan ikke både presse højt, spille med aggressivt genpres og lave hurtige omstillinger i hele kampen, for spillerne kan ikke sprinte med maksimal hastighed over to gange 45 minutter. Det er derfor afgørende rent træningsmæssigt at optimere sine spilleres sprintpræstationer.

Et løbespil

Peter Krustrups forskning og praktiske erfaring med blandt andet kvindelandsholdet har vist at intens intervaltræning med høj puls skaber markante forbedringer i den fysiske form hos elitespillere.

- Den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen sagde engang, at fodbold er et løbespil. Det var udmærket sagt, for det handler ikke kun om at være god med bolden. Men det er mindre relevant, hvor langt spillerne løber, i forhold til deres evne til at lave mange højintense løb, sprinter, retningsskift og opbremsninger.

Et af Peter Krustrups forsøg viser, at en dosis rødbedesaft to timer før en kamp forbedrer spillernes sprintevne.

En anden anbefaling fra forskningen er, at spillerne ikke skal flade ud i 15 minutter, når dommeren har fløjtet første halvleg af. De skal i stedet bruge godt halvdelen af pausen på at genopvarme med lav intensitet for at undgå et fald i sprinthastighed og muskeltemperatur.

Forlængelse udfordrer

Peter Krustrup interesserer sig også for de store slutrunder for landshold, der ofte afvikles først på sommeren efter klubturneringernes afslutning.

I de to seneste store slutrunder er finalerne blevet afgjort i den forlængede spilletid, hvor indskiftningsspillere som Mario Götze fra Tyskland (1-0 i VM-finalen over Argentina), og Éder fra Portugal (1-0 i EM-finalen over Frankrig) har scoret det afgørende mål.

- Forlænget spilletid er utroligt interessant ud fra et fysiologisk og fodboldtaktisk perspektiv og har vist sig at have stor betydning både i slutrunder og i Champions League, siger Peter Krustrup.

- Træneren står med en udfordring, for han ved, at spillerne fysisk har svært ved at holde en halv time længere. Hvornår skal han foretage sine indskiftninger, og hvem har kræfter til at afgøre kampen til sidst? Træneren skal i nogle tilfælde overveje at slutte kampen med sine bedste spillere frem for at sende dem alle på banen fra start.

Forbedrer spillet

Man kunne spørge fodboldprofessoren, om ikke den detaljefikserede tilgang til fodbold fjerner noget af romantikken og uforudsigeligheden ved fodboldspillet.

- Det mener jeg ikke, nej. Jeg synes da for eksempel, at det er superattraktivt, hvis man har nogle friske spillere mod slutningen, så kampen kan blive afgjort. Vi giver også nogle bud på, hvordan offensive hold kan få mest gavn ud af deres eksplosive spillere, som kan sprinte mange gange og derved få flere scoringsmuligheder.

 Foto: Michael Yde Katballe

 

Mød forskeren

Peter Krustrup er fra 1. oktober ansat som professor og leder af den nye forskningsenhed Sport and Health Sciences på SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik. Her forsker han i muskelfysiologi og fodbold i et folkesundhedsperspektiv såvel som i eliteoptimering.

KONTAKT

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies