Menu

Brætspil skal hjælpe indsatte og deres børn

Teenagere besøger ikke deres indsatte forælder så ofte som yngre børn. Et forskerhold udvikler brætspil, der skal give teenagerne en god oplevelse, når de er på besøg i fængslet

Af Kathrine Højte Lynggaard, presse@sdu.dk 3. marts 2016

I Danmark har cirka 4500 børn og unge under 18 år en forælder, der sidder i fængsel. Børnene kan besøge deres mor eller far, men tal fra Kriminalforsorgen viser, at antallet af besøg i fængslet falder, når børnene kommer i teenagealderen.

Hvorfor holder teenagerne sig væk? Og hvordan kan man gøre besøget i fængslet til en god oplevelse og dermed styrke teenagernes relation til deres indsatte forælder?

Det er et forskerhold fra SDU-design ved at undersøge. Med fire millioner kroner fra TrygFonden i ryggen udvikler de en række spil, der skal forbedre den sociale relation mellem forælder og barn gennem leg, humor, og fiktion.

Dårligt forhold fører til mistrivsel

- Der mangler initiativer i Kriminalforsorgens besøgsprogram, som retter sig mod teenagerne. I fængslernes besøgsrum er der puslespil, bamser og tegnegrej. Men da det ikke er tilladt at have mobiltelefoner eller andet elektronisk udstyr med ind i fængslet, kan en time eller to føles langtrukne og uudholdelige.

Det fortæller post.doc. Eva Knutz fra Institut for Design og Kommunikation på SDU

Undersøgelser viser, at det har betydning for et barns trivsel at have en god social relation til sin indsatte forælder. En dårlig relation kan føre til søvnbesvær, problemer med at koncentrere sig i skolen og udfordringer med at opbygge venskaber.



Brætspil kan understøtte samtalen

Lektor Thomas Markussen, der sammen med Eva Knutz, står i spidsen for projektet, fortæller, at det ikke er tilfældigt, at de har valgt brætspil som både produkt og researchværktøj.

- Et spil kan anspore de unge til at fortælle den indsatte forælder om hverdagen udenfor. Spillet kan også hjælpe de unge med at italesætte svære emner, siger Thomas Markussen.

- I researchfasen bruger vi spillet til at få en viden om vores målgruppe. Man kan sige, at vi spiller os frem til en viden om, hvad det gode besøg er for de unge, og den viden kan vi bruge til at designe et spil, der skaber rammerne for et godt besøg.

Workshop med indsattes børn

Første fase i projektet har handlet om at finde ud af, hvad der forhindrer de unge i at få et godt besøg hos deres forælder i fængslet, og hvad de unge ser som et godt besøg.

En viden, forskerne blandt andet har spillet sig frem til under en netop afsluttet workshop med børn af fængslede rockere.

I spillet skulle de unge definere en drøm, der relaterede sig til faderen, og som de i løbet af spillet skulle forsøge at opfylde.

Drengs drøm gav forskerne en idé

En af drengenes drøm lød:
”At have et fornuftigt besøg hos min far, hvor vi ikke skal tale om problemer i familien, men hvor jeg kommer til orde, og hvor vi slås lidt med hinanden. Når vi slås, kan jeg mærke, at min far elsker mig.”

Det gav forskerne nye ideer til det brætspil, der skal spilles af far og barn under besøgene i fængslet.

- Vi overvejer nu, om vi måske skal inddrage en fysisk aktivitet som en del af spillet. Det kunne være, at man skulle samarbejde om et fælles håndtegn, eller at man med en tusch skulle give hinanden en tatovering, siger Eva Knutz.

60 indsatte skal teste spillene

Til slut skal forskerne måle effekten af brætspillene for endelig at slå fast, om spillene kan bringe teenager og far tættere på hinanden.

Det gøres ved at lade en gruppe på 60 indsatte i Statsfængslet Østjylland spille brætspillet med deres børn i en periode. I Nyborg Statsfængsel er en kontrolgruppe, der først senere i forløbet vil få spillet til rådighed under besøg.

Forskningsprojektet bærer titlen Social Games Against Crime. Det strækker sig over tre år og afrundes i oktober 2018.

Fakta

Eva Knutz og Thomas Markussen fra Institut for Design og Kommunikation står spidsen for et projekt, der med fire millioner kroner fra TrygFonden skal udvikle en række spil til indsatte og deres børn.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies