Menu

Patienter med kroniske nakkesmerter kan få en bedre hverdag

Selv mange år efter kan en skade give nakkesmerter. Med træning og smerteundervisning kan de kroniske patienter fremover hjælpes.

Af Marianne Lie Becker, mlbecker@health.sdu.dk, 23-12-20016 

I løbet af de sidste to uger har hver anden dansker haft ondt i nakken.  Enten på grund af overbelastning eller en skade.

Et nyt ph.d.-studie fra SDU viser, at patienterne kan hjælpes med smerteundervisning, træning og øvelser hos en fysioterapeut.

Årsager til nakkesmerter kan være følger efter et trauma, for eksempel piskesmæld eller på grund af overbelastninger. Patienter med nakkesmerter går ofte til fysioterapi, faktisk er hver femte patient i en fysioterapi klinik nakkepatient, fortæller Inge Ris, der er postdoc på Institut for Idræt og Biomekanik.

- Nakkepatienter, som har ondt efter en skade, er selv mange år efter en gruppe med sværere problemer end almindelige nakkepatienter. Der har været en del debat om at piskesmæld måske bare var ”hysteri”. Men det er det ikke. Tværtimod ser vi patienter med mange smerter selv efter rigtig lang tid. Dem håber vi at kunne hjælpe på en ny måde fremover.

Behov for nye redskaber

Inge Ris har i sin forskning mødt mange fysioterapeuter, som mangler redskaber til at afgøre, hvilke undersøgelser og behandlinger der er bedst, og til at skelne mellem de patienter, der har været udsat for et traume, og de der ikke har.

-Jeg har undersøgt, hvordan forskellene på patientgrupperne kommer til udtryk. Og om en behandling bestående af en kombination af undervisning, øvelser og træning kan hjælpe.

-Studiet viste at patienter som har haft et uheld er dårligere stillet, både vedrørende deres funktioner og deres livskvalitet. Begge grupper har dog effekt af den kombinerede behandling.

Smerteundervisningsdelen har fokus på at få ændret hverdagen, så patienterne får nogle nye strategier til at håndtere deres smerter.
Øvelserne er fokuseret på at forbedre nakkemusklerne, svimmelhed og balance uden forværring af smerterne.  Til sidst bliver patienterne vejledt i hvordan de gradvist kan komme lidt i form.

Patienter med skader har det værst

Undersøgelser af 120 patienter med nakkesmerter efter en skade og 80 med smerter af andre årsager viste, at patienter med smerter efter skader har det dårligere, mest i forhold til livskvalitet, funktion, mentale faktorer og muskelstyrke.

Alle 200 patienter som i gennemsnit havde haft nakkesmerter i ni år, blev tilfældigt fordelt til to forskellige behandlinger, 100 patienter i hver gruppe.

Begge grupper fik smerteundervisning og derudover fik den ene gruppe, træningsgruppen, også øvelser og træning. Efter et behandlingsforløb på fire måneder for begge grupper, fremviste træningsgruppen forbedret livskvalitet både mentalt og fysisk, bedre nakkemuskler, højere nakkesmertetærskel og mindre svimmelhed sammenlignet med den anden gruppe.

- Det betyder, at til trods for at patienter har haft smerter i lang tid, kan de have gavn af smerteundervisning, træning og øvelser for at få en bedre livskvalitet i hverdagen. Fysioterapeuter skal tilbyde dette som en mulig behandlingsform, mener Inge Ris.

Mød forskeren

Inge Ris er videnskabelig assistent på Institut for Idræt og Biomekanik og forsker i nakkesmerter.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies