Menu

Studerende siger ja til alkoholpolitik

En ny undersøgelse viser, at de studerende på SDU har det fint med restriktioner, så længe de ikke griber for meget ind i den traditionelle danske alkoholkultur, som lever i bedste velgående på universitetet.

Af Marianne Lie Becker, mlbecker@health.sdu.dk

Rustur, semesterstartsfest, fredagsbar. Nogle blandt mange begivenheder, hvor studerende møder medstuderende i festligt lag. Og hvor det er svært at forestille sig, at der ikke bliver skålet i øl eller andre alkoholiske drikke.

Alkoholpolitik på universiteter er et nyt fænomen i Danmark, men ligesom på andre arbejdspladser er det et emne, der trænger sig på i den aktuelle debat.

SDU indførte i 2015 nye disciplinære regler for studerende, som kan træde i kraft, hvis retningslinjerne for alkohol og rusmidler overtrædes.

Det kunne for eksempel være på de rusture, som alle universiteter holder ved studiestart for at ryste de nye studerende sammen. Her har der tidligere været historier fremme i medierne om rusture, hvor der blev drukket alt for tæt.

Et kig på virkeligheden

 En gruppe forskere fra Institut for Sundhedstjenesteforskning har som en del af et stort europæisk projekt, der vil afdække holdninger til alkoholpolitikker på universiteter, gennemført et kvalitativt studie.

De har interviewet 41 studerende på SDU om deres holdninger til alkohol i det hele taget, og alkohol på universitetet i særdeleshed.

- De studerede giver udtryk for, at de er positive og imødekommende over for restriktioner for alkohol. Men de vil meget gerne være med til at bestemme, hvad restriktionerne består i. Og der skal stadig være plads til at feste igennem, fortæller Eva Ladekjær Larsen, lektor i sundhedsfremme.

Normer sætter rammerne

Danske unge drikker mere end stort et alle andre folkeslag i verden. Og det vil de have lov at blive ved med.
Men de passer på hinanden, når de fester.

- Ifølge de studerende findes der et underforstået socialt kodeks for alkohol. Uhæmmet druk er ikke populært og der er tydelige grænser for, hvornår det er ok og ikke ok at drikke, siger Eva Ladekjær Larsen.

-Men der er også studerende, der føler sig presset til at deltage, og særligt nogle elementer af rusarrangementer kan være grænseoverskridende for nogle studerende.

Mangfoldigheden påvirker fællesskabet


De unge i undersøgelsen står fast på den traditionelle danske alkoholkultur, hvor alkohol er en naturlig del af næsten enhver social event. Samtidig er de opmærksomme på, at de, som ikke drikker, kan føle sig ekskluderet fra fællesskabet, og de udtrykker respekt og forståelse for dem, der ikke drikker.

- I takt med at flere uddannelser har internationale studieretninger og universitetet hele tiden får flere muslimske og udenlandske studerende, opstår der helt naturligt mere accept af at vælge alkohol fra. Og flere arrangementer, hvor der er fokus på at mødes om andet end alkohol.

- Undersøgelsen viser også, at udenlandske studerende ofte synes, at de danske studerende drikker for meget. Men i Danmark er studielivet lig med det frie liv og af og til også det vilde liv. Så det er svært at forestille sig et universitet uden alkohol, siger Eva Ladekjær Larsen

Alkohol og rusmidler i studiestarten

Se SDU's kodeks

Mød forskeren

Eva Ladekjær Larsen er lektor i sundhedsfremme på Institut for Sundhedstjenesteforskning

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies