Menu

Nedskæringer: SDU skal finde 149 millioner kroner

Syddansk Universitets bestyrelse vedtog mandag en plan om, at SDU i 2019 skal beskære sit budget med 149 millioner kroner. Det sker som følge af regeringens besparelser på uddannelsesområdet.

Besparelserne betyder, at der over de kommende år skæres 160 fuldtidsstillinger væk. SDU vil dog samtidig forsøge at finde en del af beløbet i form af nye indtægter.

- Vores indtægter reduceres fra 2019 med 149 millioner kroner, og derfor er personalereduktioner uundgåelige. En del af reduktionerne kan ske ved naturlig afgang og frivillige fratrædelser. Vi genbesætter heller ikke alle ledige stillinger, men vi undgår desværre ikke afskedigelser. Det er ulykkeligt, at vi i de kommende år skal sige farvel til dygtige medarbejdere, siger rektor Henrik Dam.

Spareplanen berører alle campusbyer. To tredjedele af de stillinger, der er i risiko for at blive nedlagt, skal findes i Odense. Den sidste tredjedel på de fem andre campusser i København, Slagelse, Kolding, Esbjerg og Sønderborg.

Ingen grønthøster

De overordnede linjer for spareplanen er i dag blevet forelagt medarbejderne. Enkelte forskningsområder og uddannelser skæres væk i de kommende år, og en række andre områder vil opleve sammenlægninger og nedskæringer. Hvilke uddannelser og forskningsmiljøer, det drejer sig om, kan først meldes ud, når de berørte områder er varslet. Det vil ske inden udgangen af april.

- Vi har fundet de kommende års besparelser ud fra kriterierne: Kvalitet, relevans og bæredygtighed. Udgangspunktet er, at vores uddannelses- og forskningsaktiviteter skal have høj kvalitet, være relevante for samfundet og økonomisk bæredygtige, siger bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen.

SDU har lagt vægt på at friholde størstedelen af uddannelserne og forskningsområderne for besparelser. Langt de fleste studerende og forskere vil derfor ikke mærke nogen forskel i hverdagen.

- Vi vil hellere vælge nogle forskningsområder og uddannelser helt fra end køre rundt med grønthøsteren og skære lidt alle steder. Når det er sagt, er det trist, at vi skal skille os af med hele forskningsområder og uddannelser, siger Henrik Dam.

SDU's rektor Henrik Dam. Foto: Michael Yde Katballe

Med i spareplanen er også udskydelse af planlagte ombygninger, effektiviseringer af sagsgange, optimering af bygningsdrift m.v. I alt sparer SDU ca. 58 millioner kroner i 2019 ved disse tiltag.

Campusbyer skal have bedre økonomi

En af de kommende års udfordringer bliver at skabe bedre økonomi på de mindre campusser.

- Vi har valgt at fastholde, at SDU er til stede i alle campusbyer, men det kræver en særlig indsats i de kommende år. Hvis SDU samlede alle sine aktiviteter ét sted, ville vi spare ca. 90 millioner kroner om året, men vi har valgt at opretholde vores decentrale campusstruktur, siger Henrik Dam.

Tilpasningen af campusstrukturen til regeringens nedskæringer kræver, at der ses på både indtægter og udgifter. Det tager tid, og tilpasningerne vil derfor finde sted løbende over de næste tre år i et samarbejde, der omfatter hele SDU – men også forudsætter et tæt samarbejde med det omgivende samfund.

- Der er betydelige omkostninger forbundet med at have en så decentral campusstruktur, som SDU har. Vi har et godt og tæt samarbejde med de lokale samfund, men hvis politikerne ønsker udbud af uddannelser i hele Danmark, må der på sigt også følge penge med, siger Lars Nørby Johansen.

Bestyrelsens plan er dels en følge af de besparelser på 8 procent, som regeringen har pålagt landets uddannelsesinstitutioner i årene 2016-2019, dels en følge af den dimensionering af uddannelserne, som har skåret mange studiepladser væk. Herudover kommer en reduktion af bevillingerne til de statslige forskningsfonde, som indirekte vil få betydning for SDU’s økonomi.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies