Menu

Yoga kan være vej ud af kriminalitet

Unge i rocker- og bandemiljøet oplever, at yoga, meditation og åndedrætsøvelser kan være en vej ud af kriminalitet og misbrug

Unge fra rocker- og bandemiljøet oplever, at regelmæssig yoga, meditation og åndedrætsøvelser forandrer dem i en mere positiv retning. For eksempel oplever de, at de bliver langt mindre aggressive og mindre voldelige, og at de i større eller mindre grad slipper deres kriminelle løbebane.

Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, der har undersøgt, hvilke konkrete erfaringer unge i kriminalitet og misbrug har med Breathe SMART-forløb.

Breathe SMART er en organisation, der benytter åndedrætsteknikker, yoga og meditation for at mindske stress og aggression. Forløbene tilbydes blandt andet i fængsler og rehabiliteringscentre.

Rydder op i kroppen

Undersøgelsen bygger på interviews med og observationer af 14 deltagere, der næsten alle har siddet i fængsel for vold, væbnet røveri eller narkohandel. De har alle været igennem eller er for nylig startet i et Breathe SMART-forløb.

- Deltagerne fortæller, at åndedrætsøvelserne og de andre teknikker hjælper dem med at ”rydde op” i kroppen. De oplever en ro, som de ikke har haft længe, og de føler samtidig mindre paranoia. De fortæller også, at de er mindre aggressive, og at de i dag tackler situationer, som de normalt ville håndtere med vold, på en anderledes og mere fredelig måde, siger forsker Nanna Ahlmark, der står bag undersøgelsen. 

Hun fortæller, at de terapeutiske samtaler, som ofte er en del af Breathe SMART-forløbene, desuden får deltagerne til at reflektere og sætte spørgsmålstegn ved deres kriminelle handlinger.

Læs mere om undersøgelsen.

Error while rendering view [CookieWarning].