Menu

Gymnasieelever prøver kræfter med journalistikken

Fem fynske gymnasieklasser deltager hele ugen i en mediacamp på Syddansk Universitet. Campen skal gøre de unge klogere på, hvordan journalistik fungerer

Fra i dag hiver 125 gymnasieelever en uge ud af skemaet for at deltage i mediacamp '15, der afholdes for første gang. Her kommer de blandt andet til at arbejde med research, kildekritik, interview og forskellige journalistiske genrer.

Mediacampen er arrangeret af Syddansk Universitet i samarbejde med fire medier og fem gymnasier. Ud over at gymnasieeleverne får prøvet kræfter med de journalistiske værktøjer, er campen også med til at sætte fokus på journalistiks rolle i samfundet.
- På journalistik ved SDU er vi optaget af at gøre børn og unge klogere på, hvordan journalistik virker, og hvordan den også kan bruges uden for traditionelle nyhedsmedier, eksempelvis på sociale medier. Derudover kan mediacampen bidrage til, at vi får værdifuld viden om, hvordan unge forstår journalistik, og hvad der interesserer dem i nyhedsdækningen, siger Peter Bro, leder af Center for Journalistik på SDU.

Producerer løs på to dage

Mediacampen rykker torsdag og fredag ind på Medietorvet på SDU, hvor gymnasieklasserne skal researche og producere journalistisk. Både undervisere og journaliststuderende ved SDU er klar til at hjælpe.
Campen afsluttes med, at den bedste nyhed, den bedste leder, bedste portræt og analyse samt den bedste samlede præstation af en klasse bliver præmieret.

Deltagere i mediacamp ’15

125 gymnasieelever deltager: en klasse fra henholdsvis Middelfart Gymnasium, Mulernes Legatskole, Nordfyns Gymnasium, Sct. Knuds Gymnasium og Tornbjerg Gymnasium.
Mediacamp '15 er arrangeret af Center for Journalistik og Syddansk Universitetsbibliotek samt Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, DR Fyn og TV2 Fyn.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies