Menu

Ny robotvirksomhed fra SDU

Den henvender sig især til mindre virksomheder og tilbyder software, som er nemt at betjene

Forskning på Syddansk Universitet fører nu til endnu en robotvirksomhed.

Det drejer sig om den odenseanske virksomhed CorePath Robotics, der bygger på ny software, som kan planlægge robotters bevægelsesmønstre. Softwaren er udviklet og patenteret af Syddansk Universitet.

Teknologien vil få betydning på flere områder i industrien. Særligt for de mange mindre virksomheder, der oplever et stigende pres for mere fleksibilitet i produktionen.

For dem bliver det hurtigere og billigere at omstille en robot, når den for eksempel skal til at svejse en ny serie produkter.

Programmeringen bliver nemmere

Det skyldes, at programmeringen nu kan foregå automatisk og foretages af virksomhedens egne ansatte.

Dermed kan robotter fremover med fordel anvendes til mindre serier og gøre produktionen mere fleksibel. 

 - Det unikke ved vores produkt er, at vi kan automatisere baneplanlægning af alle robottens bevægelser. I dag er det sådan, at virksomheder i en række tilfælde må programmere manuelt. Og det tager tid og koster penge, siger Jimmy Alison Jørgensen, direktør for CorePath Robotics.

Samme investorer som til Universal Robots

CorePath Robotics har investorerne Syddansk Teknologisk Innovation og Syddansk Universitets eget ventureselskab, Science Ventures, i ryggen.

Det var også dem, der dannede parløb i udviklingen af en anden odenseansk robot-virksomhed, Universal Robots, der i forsommeren blev solgt til en amerikansk virksomhed for et milliardbeløb.

Og de er ikke de eneste, der har fået øje på CorePath Robotics. Virksomheden er inviteret til at præsentere sin teknologi for en række store virksomheder og investorer på en stor robotmesse i San Francisco.

SDU-forskere har leveret viden

Forskningen bag CorePath Robotics er udført af SDU-forskere Jens Cortsen, Henrik Gordon Petersen og Dorthe Sølvason fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og TEK Teknologi på Syddansk Universitet.

Direktør Jimmy Alison Jørgensen har desuden tidligere været ansat på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Over de næste måneder vil CorePath Robotics i samarbejde med kunder i industrien teste og videreudvikle softwaren på robotter, der allerede anvendes i forskellige brancher.

Error while rendering view [CookieWarning].